Hvad med resten af naturen Karen Ellemann?
Miljøminister Karen Ellemann har igangsat 8 naturprojekter til 42 millioner kroner i natura 2000 områderne.
Det er selvfølgelig positivt, at der afsættes penge til naturgenopretning, men det er meget bekymrende, at den eksisterende natur ikke sikres først. Naturbeskyttelse.dk’s gennemgang af satellit- og luftfotos taler sit tydelige sprog og dokumenterer i tusindvis af beskyttede naturarealer, som i dag er intensivt dyrkede marker, eksempelvis i de to undersøgelser: §3 beskyttede søer på Lolland og §3 beskyttede naturarealer i Jammerbugt kommune.
Der er ligeledes en stor risiko for, at prestigeprojekterne i natura 2000 områderne fjerner fokusen fra den ‘lille natur’ i det dyrkede land. I de seneste 10 til 15 år har vi oplevet et tab af natur uden sidestykke. Tabet skyldes primært en intensivering af landbrugsdriften. Det må vel siges at være lidt meningsløst, at samfundet i den ene ende investerer store summer i naturgenopretning, mens landbruget i den anden ende fjerner natur?