Red naturen med en naturskat

Af Naturbeskyttelse.dk

Vores vilde arter har mere end nogensinde brug for en handlekraftig regering og et folketing, der har et oprigtigt ønske om at beskytte naturen og stoppe artstabet. Naturens tilstand viser desværre, at viljen ikke tidligere har været til stede. Den seneste indrapportering til EU dokumenterer, at naturens tilstand endnu engang er forværret. Hele 95 procent af naturtyperne og 57 procent af de undersøgte arter er nu i ugunstig bevaringsstatus. Intet tyder desværre på, at det stopper der.

Vi er hastigt på vej til at blive generationen, der med åbne øjne lod natur gå tabt og arter uddø nationalt og for nogles vedkommende endda globalt. Det sker på vores vagt.

Selv om det ser dystert ud, er det positive dog, at det kan lade sig gøre at stoppe artstabet, hvis vi vil, og at vi for relativt små midler, set i forhold til det, som vi ellers bruger penge på, kan give naturen noget af det tabte tilbage.

Det er på ingen måde en uoverskuelig opgave, men udelukkende et spørgsmål om politisk vilje.

Socialdemokraterne har magten og flertallet til at omsætte den politiske vilje til handling, og som statsminister Mette Frederiksen sagde i Aftenshowet 8. januar 2019: “Der er kun en vej at gå, og det er at begynde at genoprette natur, og vi har behov for mere vild natur.”

Så enkelt kan det siges.

Hvordan stoppes artstabet?

Naturen har brug for stabilitet – og ikke som nu, hvor beskyttelsen og naturindsatsen enten er fraværende eller skifter for hver gang, en ny regering kommer til.

Uanset, hvordan vi vender og drejer det, er tabet tæt forbundet med fraværet af midler, der kan sikre naturen tilstrækkelig beskyttelse. Problemet er, at de midler der skal sikre naturen tilstrækkelig beskyttelse hidtil ikke er blevet afsat på finansloven.

Som noget nyt i dansk naturbeskyttelse foreslås der derfor en finansieringsmodel i form af et naturgenopretningsbidrag, som kan trække en del af beskyttelsen fri af de årlige finanslovsforhandlinger og sikre naturen en stabil og langsigtet beskyttelse.

Med en meget beskeden stigning i personbeskatningen på cirka 0,3 procent kan naturen sikres minimum to milliarder kroner årligt. Et beløb, der kan reducere tabet af biodiversitet betydeligt indenfor en relativ kort årrække, og som forhåbentlig kan forhindre at flere arter uddør. Det er dog afgørende, at beløbet, som naturskatten bidrager med, bruges til at levere en ekstra indsats. Det er også afgørende, at pengene bruges rigtigt, og at der sættes ind fra den ende af, hvor behovet for beskyttelse er størst.

Det vil sige, at indsatsen rettes derhen, hvor der er en trussel mod sjældne og truede arter. Det kan være i form af tiltag som udtagning af landbrugsjord, stop for skovhugst og udsætning af større planteædere, eksempelvis hel- eller halvvilde heste, hvor det er muligt.

For at sikre folkelig opbakning er det væsentligt, at skatteyderne ikke er i tvivl om, at naturgenopretningsbidraget udelukkende går til at sikre Danmarks plante- og dyrearters beskyttelse. Naturgenopretningsbidraget bør derfor fremgå tydeligt på årsopgørelsen fra Skat, så der skabes “ejerskab” til beskyttelsen af naturen i befolkningen. For at gøre det transparent bør der udarbejdes en årlig opgørelse over naturens generelle tilstand, hvordan pengene er brugt, og hvilke arealer der er sikret genopretning og beskyttelse.

Men hvorfor er det rimeligt at hæve personskatten for at redde naturen fremfor alt mulig andet, der mangler midler?

De kolde facts er, at det er vores forbrug og pladskrav, der presser naturen og arterne væk, og der er kun os til at ændre på det. Vi har nået et teknologisk og økonomiske niveau, hvor vi i højere og højere grad ikke længere har brug for naturen og dens arter ud fra en snæver økonomisk betragtning. Det er en af grundene til, at arterne ofte taber, når der prioriteres økonomisk i finanslovsforhandlingerne. Alt andet, som vi bruger skattekroner på, prioriteres i retning af os mennesker og noget vi har brug for – om det er kunst, militær, sundhed, ulandsbistand eller uddannelse. Naturbeskyttelse bliver derfor mere og mere et spørgsmål, om vi synes, der skal være plads til naturen og dens artsrigdom – altså et moralsk og etisk spørgsmål – der så igen kommer til at dreje sig om, ja, os mennesker.

Med et lidt omskrevet citat er vi nået dertil, hvor vi ikke længere bør spørge om, hvad naturen kan gøre for os, men om hvad vi kan gøre for naturen!

En finansiering over personskatten på 0,3 procent vil kunne sikre naturen en stabil indsats, som er uafhængig af partifarve og politiske uoverensstemmelser. Til sammenligning svarer kirkeskattens 0,9 procent til 6,6 milliarder kroner. De to milliarder fra naturskatten kan også sættes i forhold til, at personbeskatningen er på over 500 milliarder kroner årligt, og at de samlede skatter er på cirka 1.000 milliarder kroner. Der er altså tale om et meget beskedent beløb i forhold til den nuværende beskatning og velstand, men et beløb, der kan få en afgørende betydning for arternes overlevelse.

På trods af at de vilde arters direkte økonomiske nytteværdi for os mennesker er faldende, er der dog ingen tvivl om, at investeringer i deres levesteder vil have en væsentlig samfundsmæssig værdi, da natur ikke belaster miljøet, men tværtimod reducerer miljøbelastningen. Det gælder eksempelvis i forhold til beskyttelse af drikkevandet mod pesticider og nitrat, mindre næringsstofforurening af søer, åer og hav, reduceret Co2-udslip fra markdrift, opsparing af Co2 i nye og gamle naturområder og færre oversvømmelser. Man kan selvfølgelig heller ikke se bort fra den positive indvirkning, naturen har på vores fysiske og mentale helbred, og de indtægter, der kommer fra turisme. Begynder man at regne på det, er en naturgenopretningsskat på 0,3 % måske den bedste investering, vi kan gøre.

Man kan som nævnt også vælge at finansiere den ekstra naturbeskyttelse via finansloven. Men så har vi den årlige armlægning, hvor naturen erfaringsmæssig ofte taber til snævre politiske og økonomiske interesser.

Landet, der gav naturen plads

En naturgenopretningsskat vil ikke kun nationalt, men også globalt være en helt ny tilgang til naturen. Vi kan som et lille, rigt og demokratisk land let omstille os og vise vejen.

Vi er kendt som en grøn nation, hvilket blev betonet på det seneste klimatopmøde i FN. Måske kan vi også blive kendt som landet, der gav naturen plads, og måske endda blive landet, der startede noget op, som kan få betydning for hele verdens natur.

Det ville være et stærkt ambitiøst dansk bidrag til de “nye globale naturmål”, der skal forhandles på plads i Kunming (Kina) til næste efterår.

Optimalt indgås der en bred og langsigtet politisk aftale, så indsatsen og finansieringen forbliver stabil.

Vi er klar til at investere massivt i at stoppe de klimaforandringer, der truer os og vores velstand, men er vi også klar til at beskytte den artsrigdom, som vi truer? Mere end 2.000 danske arter er truet i større eller mindre grad. Lige nu hænger arter som rødlig perlemorsommerfugl, orkidèen langakset trådspore, kirkeuglen og vadehavsfisken snæblen eksempelvis i med det yderste – de er akut udrydningstruet.

Socialdemokraterne har bebudet, at der kommer en naturpakke i 2020, der kan stoppe artstabet – indholdet af den vil vise, om den politiske vilje reelt er til stede.