Regeringen svigter naturen
Naturen kan ikke blive ved med at vente på en bedre naturbeskyttelse. Hidtil almindelige arter bliver sjældnere og sjældnere med risiko for, at nogle helt vil forsvinde fra landet. Udviklingen er ikke naturlig, men skyldes et enøjet fokus på vækst på naturens bekostning, hvilket har gjort Danmarks natur til en af de mest truede i Europa. Er regeringen ikke villig til at afsætte penge på finansloven, bør den i det mindst sikre sig, at lovgivningen beskytter naturen, så det ikke kan betale sig at ødelægge den. Der bør sørges for sikring af den natur, vi har tilbage: hegnene mellem markerne, småskoven i det åbne land, orkideerne i engene, sommerfuglen på overdrevet, de gamle træer i skoven, vandløbene, markvejene – og alt det andet, som vi tager for givet, men som kun vil bestå, hvis regeringen påtager sig et ansvar for at stoppe tilbagegangen.