Regeringen svigter naturen

“hellere få vedtaget små lovændringer her og nu end vente på den store forkromede plan, som måske aldrig kommer”

Af Peder Størup / Naturbeskyttelse.dk
Bragt i Politiken den 19 Marts 2014.

Stor Vandsalamander (bilag IV-art) er så strengt beskyttet, at det kræver en tilladelse at samle den op.

Til trods for, at regeringen på papiret har ambitioner om at stoppe tabet af plante- og dyrearter i Danmark, sker der intet. Regeringen svigter ikke kun naturen, men også de tusindvis af vælgere, som valgte regering til, ud fra et ønske om en bedre naturbeskyttelse – ofte et valg på tværs af partifarve.

Undertegnede har tidligere dokumenteret, at der var store problemer med overtrædelser af Naturbeskyttelsesloven i (Klima og Miljø 2010: Det er skidt herude), og at lovgivningen på en række områder ikke yder naturen tilstrækkelig beskyttelse. Alligevel er der endnu ikke vedtaget tiltag, som kan gøre det attraktivt at passe på naturen – og uattraktivt at ødelægge den.

Gentagne opfordringer til, at naturarealer fritages for jordskatter, og at der indføres en miljøregulering, som stimulerer landmænd til at udtage miljøbelastende jorder op til natur, har ikke ført til handling, selv om det drejer sig om tiltag som er realistiske at gennemføre med et bredt politisk flertal, hvis viljen til naturbeskyttelse havde været tilstede i regeringen.

Heller ikke forslag om at sikre de helt små naturarealers og truede arters beskyttelse er blevet realiseret , hvilket har den konsekvens, at der dagligt ødelægges værdifulde levesteder for nogle af vores mest truede og sjældne arter. Eksempelvis ødelagde Silkeborg kommunes vejafdeling i slutningen februar d.å. et af de fineste voksesteder for den internationalt truede plante Lyng-Vikke, selv om både Silkeborg kommune og Naturstyrelsen kendte til bestanden. At myndighederne tager så let på beskyttelsen af vores natur, burde give stof til eftertanke hos landspolitikerne.

Også den manglende beskyttelse af skovene er et regeringsvigt af de større og lader ikke u-landenes ødelæggelse af regnskov meget efter. Trods de flestes opfattelse af, at fredskoven er beskyttet, regnes de såkaldte “fredskove” i Danmark for produktionsskove, hvor næsten alle træer kan fældes, uanset alder og funktion som levested for vores mest truede arter – bare der plantes igen, er alle glade. Blev vi stillet overfor den tilgang fra et u-land, ville vi så opfatte det som god naturbeskyttelse?

Endnu dårligere beskyttet er de skove i Danmark, som ikke er omfattet af fredskovsbetegnelsen. I dag har vi adskillige tusinde hektar artsrig skov, ofte beliggende jomfrueligt på skrænterne ned til å-dalene. Disse kan helt uden tilladelse ryddes, udjævnes og tages ind til intensiv landbrugsdrift og i byzoner fældes på grund af bebyggelse, veje m.v. Ligegyldigt, hvor mange sjældne arter området rummer, er beskyttelsen i praksis fraværende.

Selv når det kommer til de af EU strengt beskyttede bilagsarter, slår myndighederen sig i tøjret. Både i kommunale og private kredse, som arbejder med beskyttelse af disse truede arter, er det almindelig kendt, at Naturstyrelsen som myndighed helst undgår at behandle overtrædelsessager, og når det ikke er muligt at undgå det, træffes der afgørelser, som hviler på et meget tyndt grundlag, og i en række tilfælde er disse i direkte modstrid med lovgivningen. Bevægegrundene er tilsyneladende økonomi og i systemet en opfattelse af, at beskyttelsen af disse arter er en papirbeskyttelse, som man i praksis ikke behøver at tage særligt alvorlig.

Hvis denne regeringen ikke skal gå over i historien, som den regering, der havde alle mulighederne, men intet foretog sig, skal der handling til nu – en handling som ikke kan vente på naturplaner og kommissioner. Miljøministeren må i arbejdstøjet på naturens vegne: hellere få vedtaget små lovændringer her og nu end vente på den store forkromede plan, som måske aldrig kommer.

Peder Størup / Naturbeskyttelse.dk