Slut med at tælle lysesiv i 2015
Af Peder Størup / Naturbeskyttelse.dk . Kilde NaturErhvervstyrelsen
Naturbeskyttelse.dk mener: Et meget positivt tiltag, som både vil gavne landmanden og naturen.
Flere plantearter bliver støtteberettigede på græsarealer under Grundbetalingen fra 2015.
Billedet er et eksempel på at det kan være svært at undgå lysesiv. Mange dyreracer spiser dog lysesiven specielt om vinteren.
Til og med 2014 anvender NaturErhvervstyrelsen en liste over plantearter, som ikke må dominere på arealer, hvor man søger Enkeltbetaling. Den liste afskaffes, når Grundbetalingen indføres i 2015. Alle arter af græs, grøntfoder og naturligt forekommende urter er derfor tilladte på støtteberettigede arealer, også fx lysesiv, brændenælder, tidsler mv.
”Jeg er meget tilfreds med, at vi får en forenkling på dette område, for reglerne er meget komplekse. Vi kan forhåbentlig få en større forståelse mellem os og landmændene, når vi ikke skal gå så meget i detaljer i kontrollen,” siger EU-direktør Sarah Børner.
Der må stadig kun være begrænsede arealer med træer, buske og andre vedagtige planter, herunder lyng, på støtteberettigede arealer.
Krav om slåning eller afgræsning hvert år
I Grundbetalingen bliver det en støttebetingelse, at græsarealer hvert år skal slås eller afgræsses. Dette krav findes allerede i den nuværende Enkeltbetaling, men som et GLM-krav.
Når den nuværende regel bliver ophævet, vil det kun være græsarealer, der søges støtte til, som skal plejes med slåning eller afgræsning. I den nuværende Enkeltbetaling gælder reglen for alle landbrugsarealer, uanset om der bliver søgt støtte til dem eller ej.
Hvis man som landmand ikke er sikker på, at man kan sørge for slåning eller afgræsning, kan man derfor vælge ikke at søge støtte for marken.
Reglerne er ikke på plads endnu
Reglerne vil være endeligt på plads den 1. august 2014. Man kan se udkast til reglerne på Hoeringsportalen.dk
Se udkast til bekendtgørelse om markblok og elektronisk Fællesskema på Hoeringsportalen.dk