Forbud mod at sprøjte og pløje beskyttede naturområder
Et lille, men vigtigt skridt i retning af mere stabilitet for naturen og færre konflikter med ulovlige opdyrkninger. Man kan altid diskutere værdien af de mest forarmede af §3 områderne, men de kan over tid blive gode, og så ligger en del op til mere værdifuld §3. Forbuddet vil flytte næringsstoffer og pesticider længere væk fra den gode natur.
Man kan også diskutere, om det var det, der var vigtigst lige nu og her, men hvis vi skal begynde at tage naturbeskyttelse og artstilbagegangen mere alvorligt, så er det vigtigt, at vi går i en retning, hvor de primære formål med vores naturbeskyttede arealer er natur. Næste skridt må så blive at få skruet nogle gode ordninger sammen, så det bliver attraktivt at forvalte arealer i så store enheder som muligt- og for naturen så optimalt som muligt – f.eks. med helårsgræssende dyr.
Et andet afgørende skridt og måske det vigtigste vil være at få jord ud af drift op til og mellem eksisterende §3 og skov, startende fra den ende af, hvor naturen er mest værdifuld, og arterne mest truede. Der er mange små marklodder, der ligger som en prop mellem eksisterende natur eller hindrer, at arealerne har en tilstrækkelig størrelse, der gør det muligt at have dyr på. En ordning, der rummer permanent tilskud i en længere årrække, fx i 10 eller 20 år frem mod en permanent beskyttelse vil være et godt værktøj, og det vil kunne finansieres med EU- midler. Mulighed for engangserstatninger via nationale midler på tværs af skov og lysåben natur vil også være helt nødvendigt for at stoppe tabet og generelt sikre tilstrækkelig beskyttelse.
Derudover skal der selvfølgelig arbejdes med en mere national tilgang til vores natur, for hvor meget plads vi vil afsætte? Det sidste vil tage tid, da det kræver brede politiske aftaler, hvorimod de andre tiltag kan iværksættes nu.
