Engblommen en truet skønhed

Engblommen (Trollius europaeus) er i botaniske kredse en ikonisk plante, men det er den faktisk også for de ældre generationer. Man skal ikke snakke med mange ældre, der boede på landet, for at få beretninger om de bølgende tæpper af engblommer, der var i enge og moser, og om glæden ved at plukke en buket. Den var for alle noget særligt.

Det er en staude, der vokser højt, og den kan klare væsentligt mere modgang end de lavtvoksende arter der ofte skygges væk, men til trods for det, så er de fleste bestande nok reelt på vej væk. Det, der har vundet den tid er, at den kan vokse det samme sted i årtier, modsat de planter der hele tiden skal forny sig årligt via frøspredning. Men da de naturlige forstyrrelser fra græssende dyr er væk, så skygges de nye engblomme planter væk.

Den findes endnu derude, men det kræver seriøs politisk vilje på stor og lille skala, hvis vi skal have de bølgende tæpper af engblommer tilbage sammen med alle de andre arter, der burde være almindelige, men i dag er sjældne.