Godsejer omlægger stort område til natur
Kilde: Landbrugsavisen
Halvøen Feddet bliver et af Sjællands største sammenhængende naturområder.
Godsejer og landmand Ivan Reedtz-Thott har valgt at nedlægge landbrugsarealet på halvøen Feddet syd for Faxe og give det tilbage til naturen. De i forvejen store naturområder på halvøen, der bl.a. rummer Sjællands største hede, bliver hermed forøget med 110 ha.
“Jeg gør det primært for naturen skyld, men det er ikke lavbundsjord, så der er ingen klimafordel, det falder nok lidt uden for kategori på den måde. Det er kompliceret jord at dyrke og egner sig ikke godt som landbrugsjord, men det vil give mere biodiversitet, og det ser jeg som en fordel”, siger Ivan Reedtz-Thott.