1600 spøgelsesnet fjernet fra Limfjorden

“På bunden af Limfjorden har horder af efterladte ruser, garn og tejner taget livet af sagesløse fisk, skaldyr og pattedyr, som aldrig kommer ud af nettet igen.

Nu er seks års indsats dog slut – Limfjordsrådet, som er en sammenslutning af 18 fjordkommuner, er klar til at erklære Limfjorden fri for det, man kalder spøgelsesnet.

Til gavn for fisk, men også for miljøet, som undgår mikroplast og blyholdige net.

– Det er en kæmpestor bedrift. Det virkede som en fuldstændig uoverskuelig opgave, da vi først tog hul på den, siger Morten Hertz, der er projektleder ved Limfjordsrådets sekretariat.”