Naturen har ikke brug for plantede skove, men plads til vild natur
Debat i Altinget. Peder Størup Naturbeskyttelse.dk
Naturen mangler desperat en naturgenopretningsplan, der kan sikre biodiversiteten tilstrækkeligt areal og vildhed. Er en art først væk, er tabet ofte uopretteligt.

Det er derfor fuldstændig uforståeligt, at man vedtager en skovrejsningsplan før en biodiversitetslov og naturgenopretningsplan.
Lad os starte med at slå en ting fast. Når det kommer til at stoppe artstabet, er det ikke plantet skov, som Danmark mangler, men plads til vild natur.
Skov er natur, ligesom for eksempel enge, moser og blomsterrigt græsland er det. Men der er stor forskel på en naturlig gammel skov og så en plantet skov med hugst.
Det, der for alvor mangler i skovene, er gamle træer med alt det, der er væsentligt for velfungerende og artsrige økosystemer, for eksempel store planteædere i naturligt antal og selvfølgelig rent vand, der ikke grøftes og drænes væk.
Det er derfor langt vigtigere at beskytte eksisterende skove og gamle træer, end det er at plante nye.
Nytter ikke at plante træer
Mig bekendt så har ingen af vores førende forskere i biodiversitet peget på skovrejsning, hvor træerne plantes som et vigtigt virkemiddel, til at stoppe artstabet.
Til trods for det bliver skovrejsning fremført som en hjælp til naturen og biodiversiteten af politikere, interesseorganisationer og virksomheder.
En plantet skov er selvfølgelig bedre end en dyrket mark, der kræver gylle og kunstgødning, men langt, langt dårligere end et areal, der er udlagt med henblik på vild natur.
Drejer det sig om tømmerproduktion, giver det god mening at plante skov, men ikke når der er tale om at stoppe artstabet.
Er målet for skovrejsning at stoppe kvælstofforureningen, tages der ikke hensyn til, at det er langt vigtigere hurtigt at stoppe udspredning af gylle og kunstgødning på de 250.000 hektar, der nu planlægges skovrejsning på, end det er at plante træer.
At plante træerne gør bare omkostningerne større, implementeringen langsommere og naturindholdet dårligere også selv om skovrejsningen kaldes urørt skov.
Den store taber er naturen
Det er generelt unødvendigt at plante skov for at få natur i Danmark – træer kommer af sig selv, hvis nogen skulle være i tvivl.
Hvis man absolut gerne vil have mere trædiversitet ind hurtigt, kan man supplere med små holme af de træarter, der ønskes.
Det er i sig selv slemt nok, at der bruges så mange midler på skovrejsning. Værre er det, at skovrejsning øger konkurrencen om Danmarks beskedne areal, fuldstændig som hvedemarker, solceller, veje bolig- og sommerhusområder gør det.
Det er generelt unødvendigt at plante skov for at få natur i Danmark – træer kommer af sig selv, hvis nogen skulle være i tvivl.
Peder Størup
Indehaver, Naturbeskyttelse.dk
Taberen i den hårde kamp om plads har hidtil været naturen. Danmark har desværre af den grund bundrekord i naturareal og naturkvalitet. Det blev endnu engang slået fast i rapporten ‘Bevaringsstatus for Naturtyper og Arter 2025’.
Min opfordring som praktiker i naturgenopretning er derfor:
- Reducer det areal, der skal plantes til med skov. Flyt en større del af midlerne over i ‘permanent ekstensiverings-ordningen’ til udtag af landbrugsjord uden skovrejsning. Det var en god og velfungerende ordning, der var let at søge. Målret udtag af areal til eksisterende beskyttet natur, så vi får mere natur, hvor de truede arter allerede lever. Brug værktøjerne ‘high nature value’ og ‘bioscore’, når der skal prioriteres.
- Tilpas støtte og regler, så det bliver attraktivt at have vild natur med planteædere.
- Gør det muligt at lade de store planteædere komme tilbage i fredsskovene.
Sværere er det faktisk ikke at dreje tingene i en bedre retning for vores vilde natur. Det vil gavne natur, miljø, samfund og de mange lodsejere, der gerne vil gøre mest mulig for naturen, men ikke kan gøre det, fordi tilskuddene nu er målrettet plantning af træer.
Personligt vil jeg ikke tage mod tilskud til at plante skov eller anbefale andre at gøre det. Jeg vil i stedet vente på, at der kommer regulære naturgenopretningsordninger, der har vild natur som formål.