Af Peder Størup, Naturbeskyttelse.dk, Silkeborg
Som en af ophavsmændene til at få rettet fokus på det store tab af naturbeskyttede arealer i Danmark har jeg et par bemærkninger til Christian Kloppenborg-Skrumsager, formand for plan- og miljøudvalget i Kolding Kommune debatindlæg i JP den 6-5 “Lad kommunerne registrere”. Vi er helt enige om, at der er brug for en opdateret registrering af de beskyttede naturarealer, men hvor Christian Kloppenborg-Skrumsager synes at være optaget af mulighederne for byggeri og arealanvendelse, er jeg mere optaget af at sikre de sidste uopdyrkede arealer i Danmark.
Først vil jeg gerne understrege, at det er en national opgave at beskytte naturen, ikke mindst set i lyset at af, at det kan få alvorlige konsekvenser for Danmark i forhold til EU, hvis vi ikke sikrer naturen og de arter, vi har forpligtet os til at beskytte.
Det er også vigtigt at gøre sig det klart, at det ikke er registreringen eller lovgivningen som sådan, der har været det primære problem, men at de bygherrer og lodsejere, som overtræder naturbeskyttelsesloven, spiller uvidenhedskortet og giver udtryk for, at de da ikke var klar over, at naturen kan være beskyttet -til trods for, at loven er 20 år gammel. Men der er ingen undskyldning for at sætte ploven eller gravemaskinen i et beskyttet naturareal, hvilket denne kommentar fra en tidligere amtslig og kommunal biolog tydeligt understreger:
(Fra Altinget.dk) Der er sagt og skrevet meget om naturbeskyttelseslovens §3 på det seneste. Jeg vil bare gøre opmærksom på, at alle lodsejere siden 1992 har kunnet kontakte myndigheden (amt og fra 2007 kommunen)og få helt konkret at vide, hvilke arealer på deres ejendom, der er omfattet af naturbeskyttelseslovens §3. Og svaret har skullet falde inden 4 uger. Jeg forstår derfor slet ikke, hvorfor der stadigvæk er lodsejere, der ikke er klar over, hvor den natur er, de skal passe på. Spørg dog!)
Der er brug for en overordnet kontrolinstans
Jeg har stor respekt for de kommunale biologer, som dagligt knokler for at sikre, at lovgivningen overholdes, men der er desværre meget stor forskel på lokale ressourcer til opgaven. Nogle kommuner er langsomt, men sikkert ved at få styr på beskyttelsen, men i mange kommuner er naturbeskyttelsen politisk prioriteret så lavt, at opgaven er uoverskuelig. Dertil kommer et ofte stærkt politisk pres for at tilgodese byggeri og landbrug, hvilket sjældent er til naturens fordel.
Det politiske pres kan føre til de såkaldte “skyggeafgørelser”. Kort sagt drejer det sig om beskyttede naturarealer, som får betegnelsen ”fejlregistrering” for så at forsvinde ud af beskyttelsen. Det kan være fristende i en hverdag med politisk og tidsmæssigt pres, at lade sagerne forsvinde på denne måde. Ofte sker det i de sager, hvor ploven uden forudgående besigtigelse er blevet sat i et beskyttet naturareal. Netop på dette område er der især brug for, at en overordnet instans følger forvaltningen af vores beskyttede natur nøje og sender et signal til kommunalpolitikerne om, at de er forpligtet til at tage beskyttelsen af naturen alvorligt.
Den største opgave for Naturstyrelsen bliver dog at få fundet og genskabt de tusindvis af uregistrerede naturarealer, som stik imod lovens hensigt er blevet opdyrket, siden naturbeskyttelsesloven trådte i kraft i 1992. I dag kender vi ikke omfanget, men at det drejer sig om 10.000 vis af hektar er der ingen tvivl om. En af de store opgaver, vi står overfor er at få viden om lokaliteter og omfanget – en sådan opgave ligger langt udover, hvad kommunerne kan magte alene.
Det giver altså god mening at have en overordnet instans, der følger med i, om naturen og landskabet sikres på betryggende vis i landets kommuner. Selvfølgelig vil Naturstyrelsen drøfte sager med de lokale biologer, før der fares ud med brask og bram. Medmindre man som kommunalpolitiker ikke vil kigges efter i sømmene, skal man da bare glæde sig over den nationale håndsrækning.