Hvorfor taler forskere og biologer så meget om urørt skov?

Hvorfor taler forskere og biologer så meget om urørt skov, og hvorfor er emnet så vigtigt, hvis tabet af plante- og dyrearter skal stoppes? Billederne her burde tale for sig selv.

Og hvorfor er skoven så, så artsrig her?

Den lille lomme i skoven, hvor orkideerne vokser, er et af de få steder, hvor der ikke har været menneskelig aktivitet – i form af skov- eller landbrugsdrift – hvilket betyder, at arter, som stort set er forsvundet fra resten af landet, har kunnet overleve. Den urørte skovlomme er også et vidensbyrd om, hvordan mere af Danmark kunne komme til at se ud, hvis vi bare gav naturen mere plads. Skoven hvor orkideerne vokser er ejet af Naturstyrelsen, og så skulle man jo tro, at alt blev sat ind på at lade resten af skoven få en dynamik, som gav mulighed for, at arterne kunne vinde noget af det tabet land tilbage. Men nej, så snart det er muligt at drive skovdrift, drives skoven intensivt, hvilket betyder, at myndighederne forhindre at arterne kan få fodfæste i resten af skoven. Godt nok kaldes driften for naturnær, men for de truede arter er der ikke meget naturnær over det, når skovens træer fældes i takt med, at de bliver hugstmodne, dødt ved fjernes, og der udtyndes og plantes træer, hvor skovarter ellers skulle være.

Spørgsmål 7: Hvad er urørt skov?
“Urørt skov er skovområder udpeget til biodiversitetsformål uden omkostningstung naturpleje. Urørt skov betyder, at der ikke drives skovdrift. Urørt skov udelukker hverken mennesker, græssende dyr eller naturgenopretning” Forskere: Her er fakta om biodiversitet i skovene

Det er næsten ikke til at forstå, at naturskadelig skovhugst stadigvæk praktiseres i offentlige skove. I år 2000 besluttede den danske regering sammen med resten af EU, at tabet af biodiversitet skulle være stoppet senest i 2010. Det nåede man så ikke – herefter blev det til 2020. Men her 15 år senere må vi konstatere, at den hastighed, arterne går tilbage med, ikke engang er bremset op, men sandsynligvis øget. Det kan faktisk ikke overraske, når selv myndighederne er mere optaget af at producere tømmer end biodiversitet. På folketingets talerstol sagde Miljøminister Kirsten Brosbøl den 13. maj nej til konkrete forslag om at lade væsentlig mere af statens skove være urørt, med den begrundelse, at man først lige skal have analyseret, hvor det skal være. Dette er dog til stor undren for Danmarks førende biologer og forskere i biodiversitet. De ved godt, hvor man skal starte, og er klar til at give miljøministeren faglig support. Men regeringen slår sig i tøjret, og undskyldningerne står i kø. Der ene øjeblik er det hensynet til sortspætten, den næste manglende viden, for så at sætte trumf på ved at sige, at de mest værdifulde træer vokser der, hvor skoven er mest artsrig. Ja netop, det er derfor skovhugsten skal stoppe! Det sætter en tyk sort streg under, at kortsigtet økonomisk profit sættes højere end hensynet til vores natur og dens truede arter. Den samme tilgang har Danmark ellers kritiseret andre lande for at have til deres skove.

Det kræver politisk mod til at beskytte naturen

At myndighederne stopper med at skade naturen på offentligt ejede arealer, er langtfra nok til at stoppe tabet af biodiversitet. Også i private skove og i det åbne land er der brug for en meget stor indsats, som både kræver politisk mod til at sikre naturen via lovgivning, men også en vilje til at afsætte tilstrækkelige midler, så det bliver attraktivt for skovejere og landmænd at beskytte naturen. I dag er det desværre sådan, at der ofte gives højere støtte til aktiviteter, som direkte skader naturen – eksempelvis til korn og majsmarker. Hvilket betyder, at det lige netop kan være det, som gør, at lodsejerne vælger at sætte ploven i et naturområde eller fælde træerne for at udvide marken.

Så længe man i de offentligt ejede skove i Ikke går forrest og viser, hvordan der kan arbejdes for biodiversitet, og hvilke hensyn naturens arter har brug for, bliver det meget svært at vende udviklingen. Skal artstabet stoppes, er det myndighederne, der skal vise vejen, og det er politikerne, som har ansvaret for, at det sker.