Regeringens kreative miljøregnskab glemmer også naturen på land
Sådan skrev Naturbeskyttelse.dk den 13 januar da regeringen offentligjorde landbrugspakkenes miljøregnskab:
“Svært at have tillid til den garanti
Regeringen hævder, at deres plan om at reducere beskyttelsen og tillade øget gødskning er natur- og miljøneutral. Men så længe, der ikke foreligger helt uvildige beregninger og konsekvensvurderinger, så er det meget svært at have tillid til den garanti.
Skal naturen ikke udsættes for en øget negativ påvirkning, så skal beskyttelsen styrkes op til natur – kort sagt, skal der gødes mere på noget af marken, så må jord ud af drift op til den beskyttede natur – noget for noget.
Regeringen synes også at have overset, at det ikke først er i havet eller søen, at næringsstofferne gør skade. Overdrevet på skrænten, vældet ved foden, enge og mosen udsættes også for næringsstofferne, inden de når selve åen for til sidst at ende i fjordene og havet.
I forvejen udsættes både den våde og tørre natur for en al for høj belastning, og der lå i forvejen en stor opgave i at få den forureningen reduceret – at tillade flere næringsstoffer uden først at have fået styr på den eksisterende miljøbelastning, er dybt uansvarligt, ikke mindst, når det er veldokumenteret, at de næringsstoffer, som når naturen, gør stor skade.
Regeringen synes også helt at have “glemt” forureneren betaler-princippet, som skal sikre, at det ikke kan betale sig at forurene, og at miljøet og resten af samfundet ikke ender med regningen – det gælder for alle andre virksomheder og private borgere i Danmark, og bør selvfølgelig også gælde for landbruget.”