Opstiller som personligt medlem af repræsentantskabet – 2018
Peder Størup
– Naturbeskyttelse.dk.
– Sidder i DNs bestyrelse i Silkeborg.
– Personligt valgt medlem siden 2009.
– Bodil Pedersens Fondens Natur og Miljø pris i 2017.
– Udgiver af plakaterne med Danmarks dagsommerfugle, natsommerfugle og orkidèer.
– Erfaring fra egne arealer med naturgenopretning og helårsgræsning.
Presset på vores natur og landskab har aldrig været større end i dag, ikke kun som følge af den siddende regering, men også som et resultat af den økonomiske vækst og generelle samfundsudvikling. Vi er blevet rigere, men fattigere på artsrigdom.
Der er mange vigtige dagsordener, men for mig er det ubetinget væsentligste at få stoppet artstabet og den forarmelse, landskabet udsættes for – fra kulturminderne, markvejene, de levende hegn og småbiotoper til de beskyttede naturtyper og vores (ubeskyttede) skove.
Der er ingen over, og der er ingen under DN, der har en position og styrke til at påvirke den udvikling og give naturen og arterne i den en stemme. Det forpligter, og det forventes af os, at vi løfter den opgave.
Jeg vil vedholdende argumentere for, at naturen og arterne er det fundament, vores dagsorden skal bygges på. Det betyder ikke, at andre dagsordner ikke også er væsentlige. Men vi er så heldige at kæmpe for en sag, hvor mere og bedre natur også leverer en styrket miljøbeskyttelse, eksempelvis i form af rent drikkevand, CO2-optag og beskyttelse mod følgerne af klimaforandringerne. Udfordringen er, at hverken økologi eller klimatiltag isoleret set leverer levesteder til arterne. Derfor skal vi også være særdeles skarpe, når vi prioriterer vores indsatser og argumenterer for tiltag. Selv om klimaforandringerne over tid vil påvirke arterne i markant negativ retning, er det, de mangler her og nu, plads og u-forurenede levesteder. Plads, så arterne selv kan flytte sig, når levestederne forandres, og nye levesteder, der ikke er forurenet med næringsstoffer, pesticider og intensiv skovhugst. Det nytter ikke meget, hvis arterne har mistet deres levesteder til diger, dyrkede marker, hård kystsikring, eller mørke flis- og tømmerplantager lang tid før, vi ser faldende temperaturer. Afsættet bør altid være naturen og arternes behov – af den indlysende grund, at tabet af levesteder i areal og kvalitet ofte vil være uopretteligt, med den ultimative konsekvens, at arter uddør lokalt og nationalt.
Hvor det er muligt, skal der være synergi mellem landbrugsproduktion, økologi og klimatiltag, men uden at der sælges ud af arts- og naturbeskyttelsen. Vores natur er presset så hårdt i bund, at der ikke er mere at give af.
Det betyder også, at det er afgørende, at vi forholder os til landbrugets påvirkning af naturen og det areal, erhvervet lægger beslag på. Næringsstofferne påvirker langt udenfor marken, og det enorme areal, der bruges til at dyrke foder på, tager plads, ikke kun i det åbne land, men også langt ind i skovene. Et mindre areal under plov vil give plads til nye skove, der kan producere tømmer til byggeri og flis til varmeværkerne og dermed lette presset på de eksisterende skove – det er et stigende problem, at det er arternes levesteder, fra de 50 – 100 år gamle tjørnehegn mellem markerne til de unyttige træer i skoven, der ender i varmeværkerne.
Det vigtigste er dog, at det vil give plads til nye naturområder, der kan øge arealet, binde eksisterende naturområder sammen og flytte forureningen længere væk og dermed sikre arterne bedre beskyttelse og livsvilkår. Vi skal selvfølgelig være fair i vores argumentation og ikke skære alle landmænd over én kam. Men det er væsentligt, at vi siger tingene, som de er, og ikke lader os tromle ned eller forføre af landbrugstoppens effektive lobbymaskine. Vi skal forholde os til det, den enkelte landmand gør. Eksempelvis kan en konventionel kvægholder levere større hensyn og bedre naturpleje end en økolog, der kun har øje for bundlinjen. Økologi er et miljømæssigt skridt i den rigtige retning, men vi må ikke glemme, at en økologisk plov gør lige så stor skade som en konventionel. Jeg så gerne, at hele Danmarks areal blev økologisk. Det er blot ikke svaret på artstabet.
Det er også væsentligt, at vi ikke gør forskel på offentlige og private arealer, når det kommer til beskyttelse af vores natur. Forudsætningen for troværdighed er, at vi stiller op, når naturen og arterne i den er presset. Det er dog indlysende, at det offentlige skal gå forrest med det gode eksempel. Det kunne bl.a. være at lade de gamle træer blive i skoven og en langt større del slippe for forstlig hugst. Stod det til mig, blev der kun skovet som led i naturgenopretning – og ikke som nu, hvor der skoves af økonomiske grunde, selv i de skove der skal være urørte. Lige så indlysende er det, at da hovedparten af vores arter lever på private områder, skal vi ikke lade nuværende eller kommende regeringer slippe af sted med at parkere tiltagene i de offentlige. Arterne kender ikke til matrikelskel, og afsættet for vores indsatser bør være arternes levesteder og behov for beskyttelse.
Jeg vil fremhæve 5 mærkesager, jeg gerne ser vi løfter i de kommende år:
- At vi uanset, hvor svært det måtte se ud, holder nuværende og kommende regeringer fast på, at vi skal have stoppet tabet af biodiversitet senest i 2020. Giver vi allerede op nu, fordi der breder sig en bekvem politisk fortælling om, at det kan vi ikke nå, vil det helt sikkert ende sådan. Vi bør opprioritere væsentligt her og ikke lade regeringer – uanset partifarve – glemme deres forpligtelse, og vi bør ikke lade dem slippe af sted med undskyldningen om, at andre lande heller ikke leverer tilstrækkelig plads og beskyttelse. Vi kan ikke nå at få effekt af tiltagene så tabet stoppes i 2020 , men vi kan nå at lægge og vedtage de planer, der skal til for at vende udviklingen.
- At vi får styrket beskyttelsen i det åbne land og vores skove. Der er to veje til en styrket beskyttelse. Lovgivning og midler, der kan købe arealerne fri. Også her bør vi holde regeringen og folketinget fast på, at hvis de virkelig vil naturen det godt, skal der opprioriteres kraftigt. Det skal være attraktivt at beskytte naturen og u-attraktivt at ødelægge den. Attraktivt ved, at der er gode tilskudsmuligheder, hvis man vil tinglyse natur som permanent beskyttet og forvalte den med dette som det primære formål. U-attraktivt ved, at lovgivningen sikrer, at det ikke kan betale sig at ødelægge natur. Eksempelvis ved, at ødelagt natur skal reetableres gange 3, og at man ikke kan få lov til at flytte natur, der ligger i vejen for markdrift eller byudvikling.
- At vi skal have flere store dyr ud i vores naturområder, med afsæt i de offentlige. Store dyr er nøglearter for velfungerende økosystemer. Men i dag er de der ofte under unaturlige forhold, hvor de ikke får lov til at levere deres naturlige potentiale. De er ikke på arealerne året rundt, og hvis, så fodres der om vinteren. Personligt ser jeg et stort potentiale i vilde heste, da de er robuste og kan holdes inde med lette og billige hegn ( 1 – 2 el tråde i 90 – 120 cm højde). Min egen erfaring er, at hestene leverer en stor natureffekt for et lille beløb. Bisoner er også oplagte, men her mangler der dansk erfaring med, om lette hegn også kan holde dem inde. Målet er ikke at få flere hegn, men at vi fjerner små folde og etablerer enkelte store – ikke i højde, men areal, så skov og de lysåbne arealer ikke længere er adskilt. Også her bør staten og kommunerne gå forrest og i samarbejde med private og fonde sætte naturen mere fri. Vi skal ikke lade os skræmme af hegn, selv om vi selvfølgelig skal være særdeles påpasselige med hegn, der begrænser de helt vilde arters fri bevægelighed.
- At vi styrker supporten til de lokale DN-afdelinger. Det er herfra sagerne, der skal løfte vores naturpolitiske dagsorden fødes, og med dem skytset, der skal omsættes til resultater. Vandalismen af skrænterne syd for Lønstrup er et af eksemplerne på en lokal sag af national betydning. Men også de mange små og større sager fra skoven, der fældes, det lille vandhul der fjernes, til de store projekter som veje og boligområder har tit brug for et professionelt blik. En øget professionel support skal udover at styrke vores mulighed for at vinde og få mediedækning sikre, at lokalafdelingernes bestyrelser ikke slides op af tunge sager. Men vigtigst, at der med et lokal afsæt skabes også grundlag for flere medlemmer. Virkeligheden er, at når man selv føler konsekvenserne af en uheldig byudvikling eller tab af den natur, man har tæt på, så aktiveres man. Det er også bydende nødvendigt at få flere yngre medlemmer ind i vores lokale bestyrelser – den kode skal knækkes.
- At vi øger presset på folketinget, så der kan skaffes midler til at købe arealer fri af intensiv drift. I de offentligt ejede arealer burde det ikke være til diskussion, at der selvfølgelig skal leveres optimal naturforvaltning og beskyttelse. Hos private kan generel lovgivning sikre op til et vist niveau. Men skal vi have flere arealer, hvor naturen skal have førsteprioritet, er der ikke andre veje at gå end at få købt arealerne fri af skovhugst og landbrugsdrift. Fredninger med en styrket naturbeskyttelse kræver også flere midler til fredningserstatninger. Det ville være rimeligt, om naturarealer fritages for beskatning, hvis de er registreret som beskyttet eller tinglyst som natur. Finansieringen kan ske via EU eller de årlige finanslovsforhandlinger, men som bekendt svinger viljen afhængig af den siddende regering. Så måske er det også oplagt at se på en mere stabil finansiering via et lille bidrag over personskatten. Det skal fremgå, at midlerne går til naturgenopretning og beskyttelse, og derved skaber ejerskab til indsatsen bredt i befolkningen. (forslaget er beskrevet her).
Vi er et af verdens absolut rigeste lande, og set i lyset af, hvad vores politikere ellers kan finde penge til, er det helt uacceptabelt, at der næsten intet bruges på at sikre vores natur en bedre beskyttelse og arter mod at uddø.
Vi skal tro på, at naturen og dens artsrigdom er det stærkeste afsæt til at løfte DNs dagsorden – vi har en god sag.
Peder Størup