Ved konstant at kritisere kommunerne presser man kommunalbestyrelserne til at flytte resurser fra naturbeskyttelsen over til arbejdet med at godkende landbrugets ansøgninger om udvidelser. Det er en prioritering, som vil gøre ubodelig skade på naturen primært i de store landbrugskommuner.
Det er veldokumenteret, at Danmarks beskyttede natur lider voldsomt under den intensive landbrugsdrift. Selv naturbeskyttede områder lægges under plov, uden at kommunerne har resurser eller mandskab til at dæmme op for ødelæggelserne og håndhæve lovgivningen.
I stedet for at gribe ind over for disse uoprettelige ødelæggelser har regeringen og KL’s svar været at give 100 millioner til at få miljøansøgningerne hurtigere gennem systemet og sætte de ‘langsomme’ kommuner i en gabestok – ingen resurser er afsat til en bedre naturbeskyttelse.
Det kan synes meget underligt, at man i stedet for at få stoppet tabet af natur, presser hårdere på for at få etableret nye industrilandbrug, som netop udgør den største trussel mod naturen og landskabet.
Udvidelser skader naturen og landskabet
Regeringen og landbruget hævder, at nye godkendelser er godt for naturen. Det passer dog langtfra altid. Et industrilandbrug som udvider, vil ofte få lov til at øge ammoniakudslippet betydeligt.
Tre konkrete eksempler på øget ammoniakudslip:
- 373,56 DE til 499,89 DE Nudrift 4.557 kg kvælstof/år og i ansøgt produktion 6.335 kg kvælstof pr. år. En stigning i ammoniakfordampningen på 1.778 kg kvælstof/år. 39 %
- 224,74 DE til 417,19 DE. Nudriften er 3.646 kg kvælstof pr. år og i ansøgt produktion 5.517 kg kvælstof pr. år. En stigning i ammoniakfordampningen på 1.871 kg N/år. 51 %
- 569,65 DE til 1105,21 DE. Nudriften er 4.072,5 kg kvælstof pr. år og i ansøgt produktion 7281,01 kg kvælstof pr. år. En stigning i ammoniakfordampningen på 3209 kg N/år. 78 %
Man reducerer udledningen for den oprindelige produktion, men får lov til at øge udledningen med 40, 51 og 78 % for de nye produktioner. Selv efter, at der er taget hensyn til særligt følsomme naturområder, vil udledningen altså stige markant i nærområdet.
En øget ammonikfordampning påvirker ikke kun naturen negativt, men også naboerne til industrilandbrugene, som vil opleve en grøn dyne af algebelægning på tage og fliser. Der er også grund til at stille spørgsmål ved, om de modeller, der bruges til at vurdere ammonikabelastningen, rent faktisk giver et fyldestgørende billede af den belastning, naturen udsættes for. Meget tyder på, at den er baseret på beregningsmetoder og lovgivning, som ikke tager tilstrækkelig højde for kumulative effekter på naturen.
Dertil kommer, at et industrilandbrug, som ønsker at udvide, har brug for mere jord til gyllen. Luftbilleder viser en markant reduktion af naturarealer i forlængelse af udvidelserne. KL’s formand, Jan Trøjborg (S), må være bekendt med de markante ødelæggelser i hans egen kommune, som Naturbeskyttelse.dk rettede fokus på i 2009.
Yderligere mangler kommunerne lovgivning, som kan beskytte landskabet mod industribyggeri, uanset hvor meget et sådant vil skæmme landskabet. Man kan højest anvise en anden placering, hvis det er muligt.
Samtlige sager vundet
Økologisk råd og Danmarks Naturfredningsforening har vundet samtlige klager over kommunernes tilladelser til udvidelser – det burde have fået regeringen og KL til at erkende, at der er noget helt galt med lovgivningen. I stedet presses kommunerne til at haste ansøgningerne gennem systemet.
Dansk natur- og miljøpolitik er ved at køre helt af sporet. Det er trist, at KL ikke lytter til biologerne i kommunerne, som kæmper en ulige kamp for at beskytte vores natur og landskab.