Natur- og Miljøklagenævnet har i sagen lagt vægt på den tidsmæssige sammenhæng mellem udspulingen, der fandt sted i september 2008, og den tilstandsændring, der skete i fiskesøen hurtigt herefter (foråret 2009) med tilgroning og fiskedød. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at de omhandlede dræn ligger i et okkerklasse I-område med stor risiko for okkerudledning og at en sædvanlig konsekvens af okkerudledning er, at både fisk, smådyr og fiskeæg dør som følge af ”okkerkvælning” ligesom okker kan ødelægge leveforholdene for visse planter og gøre vandet uklart, hvilket kan hindre fisk i at se deres bytte. Herudover har Thisted Kommune ikke foretaget analyser af koncentrationen af ferrojern i søen, hverken umiddelbart efter udledningen eller på foranledning af klagers gentagne henvendelser om søens tilstand. Hertil kommer, at kommunen ikke har kunnet redegøre for den hidtidige vedligeholdelse af drænet. Thisted Kommune har således ikke sikret sig, at udledningen ikke var sket i strid med naturbeskyttelseslovens § 3.
Det er således Natur- og Miljøklagenævnets vurdering, at afgørelsen lider af en så væsentlig retlig mangel, at afgørelsen skal hjemvises til Thisted Kommunes fornyede behandling.
Natur- og Miljøklagenævnets øvrige bemærkninger:
Det følger af § 7, stk. 1, jf. § 8, stk. 3, nr. 1, i habitatbekendtgørelsen, at der før der kan meddeles dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 skal foretages en vurdering af, om projektet i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt.
Bestemmelsen i habitatbekendtgørelsens § 7 gælder både ved dispensation til projekter i og udenfor de internationale beskyttelsesområder. Ved dispensation uden for områderne skal myndigheden tage stilling til, om projektet kan påvirke de arter og naturtyper, som et nærliggende international naturbeskyttelsesområde
er udpeget for at bevare. De projekter, der omfattes af kravet om vurdering, er projekter, som ikke direkte er forbundet med eller nødvendige for Natura 2000-områdets forvaltning.
Hvis myndigheden vurderer, at projektet kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område, jf. § 7, stk. 2, 1. pkt. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte, jf. habitatbekendtgørelsens § 7, stk. 2, 2. pkt.
Det fremgår af habitatbekendtgørelsens § 11, stk. 1, nr. 1, at der ved administration af bestemmelserne i §§ 8-9, herunder naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 3, jf. § 3, ikke kan gives tilladelse, dispensation, godkendelse m.v., hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for de dyrearter, der er optaget i habitatdirektivets bilag IV, litra a. Vurderingen skal fremgå af de afgørelser, der bliver truffet efter bestemmelserne i habitatbekendtgørelsens §§ 8-9, jf. § 11, stk. 3.
Thisted Kommunes afgørelse indeholder ikke vurdering af forholdet til habitatreglerne, hverken i relation til Natura 2000-områdets udpegningsgrundlag eller til de bilag IV-arter, som kommunen anerkender lever i området.
Natur- og Miljøklagenævnet forudsætter, at Thisted Kommune inddrager forholdet til habitatdirektivet i den fornyede behandling af sagen.
8 Se bl.a. publikationen ”Okker – et vandløbsproblem, vi kan gøre noget ved”, 2004, som findes på www.nst.dk.
På ovenstående baggrund ophæves Thisted Kommunes afgørelse af 16. juni 2011, og sagen hjemvises til kommunens fornyede behandling.
Det bemærkes, at såfremt der ønskes at klage over den måde, hvorpå Thisted Kommune udøver sin tilsynspligt, må henvendelse herom i givet fald rettes til den pågældende statsforvaltning, i dette tilfælde Statsforvaltningen Nordjylland, der fører tilsyn med Thisted Kommune, jf. kommunestyrelseslovens § 47, stk. 1.
Læs afgørelse: Udsendt afgørelse [DOK2311074]