Natur og Miljø 2009 om braklægning
Kilde: DMU, Natur og Miljø 2009. Foto Peder Størup
80 % af det tidligere braklagte areal, svarende til 115.000 ha, er blevet opdyrket fra 2007 til 2009.
Brakmark fra Linådalen ved Silkeborg i 2007.
Ophøret af brakken
Opdyrkning af en stor del af det tidligere brakareal i Danmark vurderes at føre til, at pesticidforbruget, fosfortilførslen til vandløb og søer, kvælstofudvaskningen og udledningen af ammoniak og CO2 fra landbruget vil stige. Samtidig vil naturværdierne på de oppløjede brakarealer forsvinde, og brakarealets betydning som levested, spredningskorridor og bufferzone reduceres. Denne udvikling vil bl.a. modvirke Danmarks mål om at stoppe tabet af biodiversitet inden 2010, målet om at reducere kvælstof- og fosfortilførslen til vandløb og søer samt modvirke målet om en reduktion af forbruget af pesticider. I regeringens aftale om Grøn Vækst fra 2009 præsenteres tiltag som skal modvirke den effekt, som brakophøret har haft på natur og miljø, bl.a. gennem nye reduktionsmål for fosfor- og kvælstofudledning og etablering af 10 meter sprøjte- og gødningsfri randzoner langs vandløb og søer .
Om braklægningen
Siden 1993 har landbruget i EU været pålagt at udtage jord, hvor der ikke måtte dyrkes afgrøder. Ordningen blev indført for at mindske fødevareproduktionen, men brakmarkene har derudover fået betydning for naturen, da de fungerer som levesteder og spredningsveje for dyr og planter og udgør en beskyttende bufferzone, når de ligger mellem en dyrket mark og et naturområde . Som en reaktion på global fødevaremangel stoppede EU imidlertid brakforpligtelsen fra 2008. Braklægning har været benyttet i dansk landbrug igennem tiderne for ikke at udpine landbrugsjorden. Man lader en mark ligge udyrket hen. De planter, der skyder op i løbet af året, bliver pløjet ned i det nye skifte og indgår som plantenæring for de næste afgrøder. Denne metode er efterhånden blevet erstattet helt af brugen af handels- og husdyrgødning.
Natur og Miljø 2009, læs hele afsnittet her: Om braklægningen