DMU – naturen er voldsomt presset
Danmarks Miljøundersøgelser, DMU, ved Aarhus Universitet, har undersøgt den biologiske mangfoldighed i den danske natur, og både i skovene, vandløbene, søerne, på markerne, engene, hederne, ved kysterne og i byerne fortsætter tilbagegangen. Der bliver stadig længere mellem kobbersnepperne, kobjælderne, firbenene og svampene i den danske natur. I alle de ni typer økosystemer, som vi har i Danmark, er udviklingen den samme.
»Det er en eklatant fiasko, at man ikke har fået stoppet tilbagegangen,« mener seniorforsker Rasmus Ejrnæs fra DMU, én af hovedforfatterne på den omfattende rapport, som offentliggøres i næste uge. »Danmark bliver fattigere, når vi får mindre natur, færre sommerfugle, færre fugle ved kysterne, færre blomster på engene samt færre frøer, firben og svampe. Det forringer vores velfærd,« lyder det fra Ejrnæs, der påpeger, at Danmark i dag er det land i Europa, der har afsat næstmindst natur i form af særlige habitatområder.
Den 20 – 21 januar afholder Århus Universitet biodiversitetssymposiet med det formål at skabe et nationalt forum hvor forskere, forvaltere og beslutningstagere mødes og diskuterer ny viden og aktuelle problemstillinger relateret til den danske biodiversitet og naturforvaltning. Symposiet dækker alle økosystemer, men har fokus rettet mod biodiversiteten og naturen snarere end miljøet.