Skæbnevalg for naturen – Socialdemokratiet støtter nu 30 % natur

30 pct. beskyttet natur, heraf 10 pct. strengt beskyttet i 2030? Mette Frederiksen?: “Det vil jeg foreslå, at vi tager ind, som en del af, hvad en ny regering skal gå i gang med.”


I det senest årti er naturen jævnligt blevet nævnt i Folketingets åbningsdebat. Helle Thorning Schmidt åbnede ballet i 2014 med Naturplan Danmark. Det viser en bevidsthed om, at naturpolitik kan flytte vælgere og en stigende forståelse for, at naturens artsrigdom og beskyttelse afhænger af den førte politik. Naturens problem er, at festen aldrig rigtig er startet.


Også i år fik naturen plads i åbningstalen. Mette Frederiksen satte en tyk streg under vores ansvar med følgende sætning: ” Den, der har evnen, har også pligten” – inspireret af A.P Møller – et budskab, der er til at forstå. Men som bekendt er ord taknemmelige, når der skal vindes valg. Det er det, der følger efter, som betyder noget.



Der er god grund til at kvittere for Naturnationalparkerne og urørt statslig skov. Det er ubetinget positive skridt i den rigtige retning, baseret på ekspertanbefalinger. Det er indlysende rigtigt, at staten tager ansvar og viser vejen. Problemet er bare, at det er en dråbe i havet, da tiltagene kun berører ca. 2 % af Danmarks areal. Tiltagene er ambitiøse, men indsatsen har hidtil været næsten fraværende. Det er derfor ikke svært at gøre det bedre end tidligere regeringer. Virkeligheden er, at den fortsatte negative påvirkning af vores natur er så markant, at der skal meget, meget mere til for at vende tilbagegang til reel fremgang. Den store udfordring er at få de private arealer med. Det batter jo ikke meget, hvis skovhugsten bare flytter over i de private skove, eller Folketingets partier tror, at nu kan de læne sig tilbage, fordi staten leverer. Og det er altså ikke blomsterstriber, redekasser eller skovrejsning, der gør forskellen – hvis nogen skulle være i tvivl, fx Venstre.

Selv arter, der burde være almindelige, er fraværende eller fåtallige i store dele af landet. Mette Frederiksen nævnte lærken i sin åbningstale, men kunne have sat navn på hundredevis af andre arter, der reelt er på kanten af udryddelse. Kendsgerningerne er, at knap 2000 arter er registreret som truede, og tusinder risikerer at følge efter, hvis vi ikke handler. Danmark er bundskraber i EU, når det kommer til areal med beskyttet natur. Det er et paradoks, at et af verdens absolut rigeste lande har verdens fattigste natur!

Socialdemokratiet har en stor del af det ansvar – forstået sådan, at havde S påtaget sig ansvaret tidligere, ville et meget stort flertal af Folketingets partier have fulgt trop, på tværs af partifarve. Naturen er en vindersag, men det kræver selvfølgelig, at de,  ”der har evne”, også i handling påtager sig pligten. Og her må man bare tørt konstatere, at naturens tilstand taget i betragtning, er den blevet svigtet gennem årtier. Andre politiske områder har været vigtigere end natur. Det er jo naturens problem i en nøddeskal, at vi igen og igen vælger at redde vores egen rumpette. Det vækker derfor også et stort håb, at Mette Frederiksen i et interview med JP den 20.10.22, klart meldt ud, at hun støtter Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativets fælles krav til et kommende regeringsgrundlag om, at der skal laves en bindende lov, der forpligter Danmark til at leve op til EUs mål om 30 pct. beskyttet natur, heraf 10 pct. strengt beskyttet.

“Det vil jeg foreslå, at vi tager ind, som en del af, hvad en ny regering skal gå i gang med.”


Men det kræver alvoren også. Hvis der ikke lovgives og afsættes et beløb i den tocifrede milliardstørrelse, så er regeringers og Folketingets fine ord om, at vi skal beskytte og genoprette naturen tom tale. Det ved politikerne godt, hvilket jo ikke gør den fraværende handling mindre alvorlig. Vi kan løse de fleste kriser, der vedrører os selv, så selvfølgelig kan vi også løse den krise, vi har påført naturen.

Giv naturen din stemme.