Kommentar: Trepartsaftalen løser ikke biodiversitetskrisen – behov for væsentlige forbedringer

NOTE: Kommentaren til aftalen herunder, har primært fokus på den del der vedrøre de 250.000 ha der skal være skov. Det er den del i aftalen, der ubetinget vil få størst indflydelse på Danmarks areal og biodiversitet fremadrettet.

Der er landet en aftale, der potentielt kan få en markant positiv betydning for biodiversiteten, hvis det skrues rigtigt sammen. Desværre kan Trepartsaftalen i sin nuværende form ikke ses som svaret på biodiversitetskrisen. Først i 2025 vil regeringen indkaldes partierne til en “drøftelse af en kommende lov om natur og biodiversitet. Regeringen vil til disse drøftelser præsentere overvejelser om en definition for beskyttet natur og strengt beskyttet natur.” Erfaringsmæssigt bliver sådanne drøftelser ofte forsinket, og det må forventes, at vi hurtigt er inde 2026 med risiko for yderligere udskydelse – det kan de truede arter ikke vente på!

Hvis vi skal have mere natur som på billedet, så skal aftalen forbedres væsentligt.

Presserende behov for forbedring af trepartsaftalen

Det presserende behov for forbedring af trepartsaftalen skal ses i lyset af, at tabet af arter og forringelsen af økosystemer og levesteder sker nu og her. Det går så hurtigt, at vi ikke taler om årtier, men om, at fx sommerfuglearter forsvinder fra eksisterende levesteder fra år til år. En undersøgelse fra 2023 af Emil Blicher Bjerregård fra Københavns Universitet viste, at hvor 22 sjældne dagsommerfuglearter i 1993 levede på 565 lokaliteter i Østdanmark, var de i 2019 kun til stede på 158. 

”For de 22 sommerfugle-arter, som vi har holdt øje med, er deres udbredelse på Sjælland, Lolland, Falster og Møn samlet set skrumpet med 72% siden 1993. Alle arter minus én er gået tilbage, og flere af dem har kun én lokal bestand tilbage. Det ville ikke overraske mig, hvis mindst otte af arterne er uddøde om få år. Det gælder fx den rødlige perlemorsommerfugl, engblåfuglen og den sortplettede bredpande,” siger Emil Blicher Bjerregård. Kilde: “Vi har mistet tre ud af fire steder med sjældne sommerfugle” KU 2 september 2023. 

Udviklingen i det østlige Danmark er desværre repræsentativ for resten af landet.

Kraftig opfordring:  start forhandlingerne om naturplan 

Der skal derfor lyde en meget kraftig opfordring til de politiske partier om at begynde forhandlingerne om en biodiversitetslov og en naturgenopretningsplan snarest muligt, også set i lyset af, at der vil være et vist overlap mellem virkemidler og areal i trepartsaftalen. Det vil dertil være meget uheldigt, hvis de to planer kommer til at spænde ben for hinanden, fordi der “kæmpes” om de samme arealer, eller at tiltagene i trepartsaftalen i værste fald skader biodiversiteten, fordi erhvervsinteresser overtrumfer naturens behov.

Det negative:  risikerer at udkonkurrere optimal naturforvaltning

Trepartsaftalens store fokus på 250.000 ha plantet skov forringer aftalens positive effekt på biodiversiteten, og kan i værste fald forværre krisen. Det positive er dog, at der er gode muligheder for at forbedre aftalens effekt på landnaturen uden at give køb på andre positive effekter eller hovedelementerne i aftalen.

Det er væsentligt at være opmærksom på, at fordi et areal er grønt og plantet til med træer, så er det ikke ensbetydende med, at det rummer en høj biodiversitet eller vil komme til det. Udover at fx produktionsskov sjældent er et godt levested for truede arter, så kan plantet skov også blokere for arealer, der burde være natur og hindre sammenhæng med eksisterende natur, eller i værste fald, blive plantet på arealer, der allerede er natur. Plantet skov kan skygge lysåbne arealer væk og hindre større planteædere, også selvom den plantes med biodiversitet for øje. Naturmæssigt er de negative følger, at det, der støttes, ikke giver mulighed for store planteædere, hvilket er i direkte konflikt med de anbefalinger, forskerne har til håndtering af biodiversitetskrisen. Uden planteædere vil arealerne ende i samme elendige tilstand som en stor del af vores eksisterende natur. Treparten risikerer i værste fald at forværre biodiversitetskrisen, da det uforholdsmæssige store fokus på skovrejsning vil udkonkurrere udtag til optimal naturforvaltning.

De truede arters store problem er, at de ofte taber til andre interesser, når der skal afsættes plads til natur. Hvor stor biodiversitetseffekten bliver, vil afhænge af implementeringshastighed, kvaliteten af de virkemidler, der vælges til genopretning og selvfølgelig graden af helhjertet biodiversitetsprioritering. Jo bedre virkemidler, jo større vil naturafkastet være, og jo tættere kommer vi på at stoppe tabet af arter og genoprette robuste økosystemer. 

Det positive:  mere vild natur i trepartsaftalen kan bidrage til at løse biodiversitetskrisen

Følgende forslag kan ud fra min vurdering forbedre aftalen væsentligt for biodiversiteten: 

Lad naturen gøre arbejdet: I Danmark er vi så heldige, at træer og buske kommer af sig selv, hvilket er en af grundene til, at der naturplejes, så arealer bevares helt eller delvist lysåbne fx til gavn for vores mange truede sommerfuglearter. Plantning af træer i de områder, der skal være natur, bør derfor holdes på et minimum, hvis overhovedet. Fordelen ved at lade naturen gøre arbejdet selv er, at effekten er der fra det øjeblik, marken tages ud af drift. 

Store planteædere: Indsættes der større planteædere i ligningen, fx. heste, kvæg, der udtages til natur, så boostes biodiversitetseffekten markant. Store planteædere er landnaturens ”ilt” og er derfor altafgørende at få med, hvis aftalen skal få tilstrækkelig effekt på biodiversiteten. Det kan ikke overvurderes, hvor vigtige planteæderne er. Det bør være muligt at modtage støtte til græssende dyr i de urørte skove og selvfølgelig til alle lysåbne arealer med et beløb, der som minimum svarer til nuværende sats på 2600 kr pr ha.

Start der, hvor der allerede er artsrig natur: I forhold til de arealer, der udtages med natur som formål, vil det være afgørende for naturen, at udtagning sker op til eksisterende natur, og gerne med potentiale for sammenhæng af større naturområder, hvor det er muligt. Der bør startes fra den ende af, hvor truede og sjældne arter stadigvæk holder stand. Her kan selv få hektar udtagning få meget stor lokal natureffekt for truede bestande. Modsat er det vigtigt at holde produktionsskov væk fra områder, der er eller har potentiale som natur. 

Vælg helhjertet skov og helhjertet natur: Det bør overvejes, at fordelingen mellem de 250.000 hektar, der skal være skov, justeres, så produktionsskov reduceres til 100.000 ha, og de resterende 150.000 ha prioriteres helhjertet til natur med naturlig succession. De 100.000 ha kan så til gengæld plantes med tømmerhugst og større udbytte for øje. Det reducerer risikoen for, at de samme arealer skal levere på for mange fronter, og at det derfor ender uden rigtigt at gavne nogen af dem. Det bliver ikke gode produktionsskove, og ”naturarealerne” gavner ikke de arter, der har mest brug for hjælp. 

Billigere, bedre og hurtigere: Det ikke at plante træerne på de arealer, der skal være natur, vil spare midler, der så kan bruges på at få størst mulig biodiversitetseffekt. Der er endda forskning, som viser, at naturlig tilgroning giver højere biodiversitet. Faglig rapport fra DMU, nr. 389

Sparede midler, ressourcer, tid på det, ikke at skulle plante skov, vil give mulighed for at få flere arealer fri til natur hurtigere og dermed få en hurtigere positiv effekt for miljøet, naturen og dens truede arter. I de politiske drøftelser er det vigtigt at være opmærksom på, at det at tage jorden ud af drift stort set har den samme positive effekt på drikkevandet, CO2 og vandmiljø, som hvis der plantes skov. Det skyldes, at den største skade er knyttet til produktionen af foderafgrøder og deres behov for gylle og kunstgødning, der i hele processen medfører CO2- og kvælstofforurening. Natur, også den lysåbne, opsuger og ophober CO2 i jorden, og da den ikke tilføres næringsstoffer, forurener naturen ikke omgivelserne. Man taber altså ikke noget ved helhjertet prioritering af natur, men får en ekstra positiv effekt ud af samfundsinvesteringen. 

Det vil være ualmindeligt ærgerligt, hvis vi om få år bliver klar over, at naturtilstanden ikke er forbedret, og at arter er gået tabt, fordi de virkemidler, vi brugte til at løse CO2- og kvælstofforureningen, ikke bidrog i tilstrækkeligt omfang til at løse biodiversitetskrisen, eller direkte modarbejdede den. Det kan heller ikke være i land- eller skovbrugets interesse, og slet ikke i vores interesse som samfund. 

De seneste år er der fra Biodiversitetsrådet, fra Københavns Universitet, fra Aarhus Universitet og fra Klimarådet kommet adskillige anbefalinger til, hvordan naturgenopretningen kan gribes an. Vi ved som samfund, hvad der skal til. Det er alene et spørgsmål om vilje til handling. 

Med mere vild natur i trepartsaftalen kan den bidrage til at løse biodiversitetskrisen, og vi får en meget smukkere verden til os selv, vores efterkommere, og de mere end 1900 truede arter, vi deler Danmark med.

Afsnittet i aftalen der vedrøre natur: