Grønne stemmer: Kære folketingspartier – lad naturen bliver det samlende for en ny regering
Af Cecilie Lohse Mielec, De Unge Biodiversitetsambassadører
Jens Fahrendorff, De Unge Biodiversitetsambassadører
Phillip Hahn-Petersen, Vild med Vilje
Peder Størup, Naturbeskyttelse.dk
Man kan vælge at fokusere på det, man er uenig om, men også i politik kan det være godt at starte med det, man kan blive enige om.
Måske kunne det løsne regeringsforhandlingerne op, at flytte forhandlingernes fokus over på politik, der ikke drejer sig om os mennesker, men om at hjælpe de tusindvis af truede arter, vi deler Danmark med.
Naturens problem er, at den historisk set er blevet klemt og nogle gange glemt i kampen om magten og de mange, mange behov, vi har som mennesker – gode såvel som dårlige. Det er et paradoks, for hvis der er noget, som kan samle danskerne, så er det vores natur – alle, uanset partifarve, har et forhold til naturen og ønsker den det godt.
Men det er desværre ikke alle regeringer, der har evnet at omsætte den gode vilje til reel naturpolitik, der kan gøre en forskel for den truede del af vores biodiversitet. Et vigtigt skridt på vejen til at stoppe artstilbagegangen er vedtagelse af en Biodiversitetslov, der har 30 procent beskyttet natur (heraf 10 procent strengt beskyttet) som mål i 2030.
Og så er det selvfølgelig afgørende med forskningsbaserede virkemidler, der kan gøre en reel forskel for sommerfuglene, orkideerne, de vilde bier og de tusindvis af arter, der er i tilbagegang.
At gøre naturen til vinder i kampen om magten vil være den største gave til kommende generationer og til den natur, der har det så svært, fordi vi mennesker fylder så meget.
På naturens vegne vil vi inderligt opfordre til, at alle partier husker naturen under forhandlingerne, og giver den en stor stemme.
