Naturdelen i Grøn Vækst udskudt

Af Peder Størup, Kilde Altinget

IMG_1314

Dagen efter at regeringen vedtager den nye landbrugslov, udskydes de grønne tiltag som skulle have ydet naturen bare et minimum af beskyttelse mod industrilandbrugene.

Mens det er lykkes regeringen at få lempet jordskatterne og få liberaliseret landbrugsloven, så kniber det mere med de grønne initiativer. Flere lovforslag, der skulle have været fremsat i dette forår, er nu udskudt til efteråret. Det bekræfter Miljøministeriet, Fødevareministeriet og Miljøstyrelsen over for Altinget. Forsinkelsen rammer Fødevareministeriets lovforslag om at etablere 50.000 hektar ny natur i form af sprøjtefrie randzonerne. Det rammer omlægningen af pesticid-afgiften, som ifølge Miljøstyrelsen først bliver fremsat til efteråret. Og endelig rammer det en stor, samlet lovpakke fra Miljøministeriet, der blandt andet handler om etablering af ådale, naturforbedringer af vandløb, pesticidfrie zoner om vandboringer og om kommunernes muligheder for at placere store landbrug og biogas-anlæg skriver Altinget.dk.

Det er dybt bekymrende at regeringen ikke forstår hvilken kritisk tilstand vores natur er i. To dage efter at EU gør opmærksom på at tabet af natur og biodiversitet er en af de største trusler mod menneskeheden, og at 60 procent af jordens økosystemer er blevet forringet i løbet af de sidste 50 år, samt at tabet af biodiversiteten sker 100 til 1000 gange hurtigere end normalt, bliver de små positive naturtiltag i Danmark udskudt. Der er ingen tvivl om at den stærke landbrugslobby i regeringen, arbejder hårdt på at udhule beskyttelsen af vores natur og landskab – det er nu lykkedes dem.

Regeringen vedtager med den nye landbrugslov at:

  • Ophævelse af grænsen for, hvor mange dyreenheder der maksimalt må være pr. bedrift.
  • Ophævelse af grænsen for, hvor mange hektar en landmand maksimalt må eje.
  • Afskaffelse af kravet om, at 25-30 pct. af jorden skal ejes inden for bedriften.
  • Mulighed for at drive husdyrproduktion på ejendomme uden tilhørende jord.
  • Afskaffelse af kravet om, at landbrugsejendomme skal ejes som personlig ejendom.

Regeringen udskyder:

  • Afgift på de mest skadelige sprøjtegifte
  • 50.000 hektar ny natur i form af sprøjtefri randzoner
  • Etablering af ny natur, som ifølge regeringen skulle kompensere tabet af brakken
  • 25 m sprøjtefri zoner omkring vandboringerne