Konkurrence er ikke en undskyldning
På Naturstyrelsens konference om vandplanerne slog Peter Gammeltoft fra EU-kommissionen fast med 7 tommer søm, at Danmark ikke kan bruge konkurrence som undskyldning for ikke at indføre EU’s vandrammedirektiv. Formålet med direktivet er at harmonisere målet – som er god økologisk tilstand i vandmiljøet. Målet er ikke at harmonisere indsatsen. Den vil tværtimod være forskellig fra land til land afhængig af, hvad der kræves for at opnå målet.
11 år til at indføre vandrammedirektivet
Danmark har haft 11 år til at indføre EU’s vandrammedirektiv, men er endt som et af de 7 lande der endnu ikke har vedtaget vandplanerne. Peter Gammeltoft fra EU-Kommissionener er ikke imponeret over Danmarks indsats med at implementere vandrammedirektivet.
Til Altinget siger Peter Gammeltoft.
Altinget spørger: Danmark har besluttet at udskyde noget af indsatsen for ikke at forringe landbrugets konkurrenceevne over for blandt andet Tyskland. Holder det argument i forhold til vandrammedirektivet?
“Nej, for formålet med direktivet er at opnå en bestemt miljøtilstand, det er ikke at harmonisere indsatsen mellem tysk landbrug og dansk landbrug. Problemerne i Tyskland er nogle andre, end dem vi har i Danmark. Og der er jo mange ting, der ikke er harmoniseret – mængden af regn, solskinstimer osv.”
Peter Gammeltoft understreger desuden, at man ikke kan beslutte at anvende direktivets undtagelsesbestemmelse, fordi andre lande bruger dem.
“Hvis man kører for hurtigt på motorvejen, så er det heller ikke en undskyldning, når politiet kommer med et bødeforlæg, at man så, at andre kørte for hurtigt,” siger han.