Love og regler som har skadet natur mest

Danmarks Naturfredningsforening har fået et expertpanel til at vurdere, hvilke syv love og regler fra 1993 til nu, som har skadet naturen mest.

Eksperterne peger på Grøn Vækst og Grøn Vækst 2.0, men også på kommunalreformen, der førte til, at amterne blev nedlagt og mange miljøopgaver flyttet til kommunerne. Kommunalreformen betød også et farvel til regionplanerne, og det er et stort problem for naturen, mener DN’s ekspertpanel.

  • 1. Grøn Vækst og Grøn Vækst 2.0. Fordi lovene mere tilgodeser landbruget end naturen og vandmiljøet.
  • 2. Kommunalreformen. Fordi reformen fjernede det indbyggede kontrolsystem, hvor amterne i regionsplanerne kunne sikre en afvejning af interesserne.
  • 3. Afskaffelse af incitamenter til at udvikle Danmark bæredygtigt, f. eks. fastfrysningen af grønne afgifter, manglende støtte til vedvarende energi fra 2002-2007.
  • 4. Manglende strategi for udvikling af mere miljøvenlig transport.
  • 5. Manglende handling i fht. EU-direktiver og FN-konventioner, f. eks. Habitatdirektiv, vandrammedirektiv, natura 2000-regler og FN’s biodiversitetskonvention.
  • 6. Manglende kortlægning og overvågning af Danmarks natur og miljø.
  • 7. Manglende prioritering af havet og Danmarks marine naturværdier.

Naturbeskyttelse.dk vil dog godt føje tre love til, som ud fra vores vurdering har gjort størst skade på den landbaserede natur.

  • 8. Naturbeskyttelsesloven, som har alle de rette intentioner men er så svag i praksis at den ikke kan beskytte naturen.
  • 9. Hektarstøtten, som har betydet at natur opdyrkes alene for støttens skyld.
  • 10. Harmonikravet, som har betydet at natur inddrages til landbrugsdrift for at få jord til gyllen.