Er en dårlig naturplan bedre end ingen plan?

Af Peder Størup Naturbeskyttelse.dk Bragt på Altinget.dk

Naturplanen har gode hensigtserklæringer, men for få konkrete tiltag, mener Peder Størup, som især savner en målrettet indsats for overdrev og skove.

“At urørt skov, det absolut mest effektive virkemiddel til at stoppe tabet af biodiversitet, er blevet næsten helt forbigået, kan virke som en bevidst magtdemonstration fra Naturstyrelsens side”

Naturplan Danmark har en række positive hensigtserklæringer. Det er imidlertid også dens svaghed, da der primært er tale om hensigtserklæringer og ikke den for naturen hårdt tiltrængte målrettede handling, som er så afgørende for at stoppe artstilbagegangen.

Ikke meget tyder på, at den endelige plan, når det kommer til virkemidler, har været forelagt forskere og eksperter i biodiversitet, men mere at det er en politisk funderet plan, hvor man måske nok har haft gode hensigter, men ikke har haft modet eller viljen til at sætte konkret handling bag. Positivt er det dog, at den fokuserer skarpt på 2020-målet, mindre positivt, at tiltagene efter alt at dømme vil være utilstrækkelige.

Det mest markante tiltag er stop for gødskning og sprøjtning af §3-natur. Det er bestemt positivt, men ikke noget, som vil rykke biodiversitetsmæssigt de første mange år, da hovedparten af de gødskede og sprøjtede arealer er næringsforurenede lavbundsarealer, som vi i forvejen har en stor overvægt af. Derfor vil effekten for biodiversitet også være begrænset.

Det er også positivt, at bøderne for at skade naturen hæves. Hvorvidt det vil få effekt, vil dog afhænge af, om det rent faktisk håndhæves konsekvent. Et andet godt tiltag er, at man vil fokusere mere på data og truede arter, samt kortlægning af de mest værdifulde biotoper.

Fokus på overdrev
I forhold til udtagning af landbrugsjord er næsten alt fokuseret mod lavbundsjorderne, hvor bevægegrunden tilsyneladende er, at udtagningen skal rense op efter landbrugets tab af næringsstoffer og gavne CO2-regnskabet. Regeringen vil udtage ca. 24.000 ha frem mod 2020, heraf er de 15.000 ha direkte målrettede lavbundsjorder, 3400 til skovrejsning, og så er der 6.800 inklusive Naturfondens 5000 ha., som måske kan få biodiversitet som primære formål.

Skal de truede arter have det bedre, bør der fokuseres på de mest artsrige af de truede §3-arealer, herunder overdrevene, som areal- og artsmæssigt er de mest pressede af de lysåbne. Udtagning omkring disse er afgørende for at vende udviklingen. Tilsyneladende forbigås denne mulighed fuldstændig, og overdrevene nævnes stort set ikke.

Udtagningen skal være frivillig, hvilket jo som udgangspunkt er positivt. Dog har landbruget ikke tidligere leveret på frivillige aftaler, og det kan frygtes, at erhvervet endnu engang vil modarbejde naturbeskyttende tiltag, hvilket de første reaktioner desværre tyder på.

Set i lyset af den generelle forarmelse, naturen har været udsat for det seneste årti, er et forsigtigt bud, at der skal udtages mindst 100.000 ha frem mod 2020 alene for at kunne bremse tabet af biodiversitet og knække den negative kurve.

At der i planen indgår etablering af 3400 ha ny skov, og at Naturstyrelsen kun skal udlægge 250 ha til urørt skov, er nok det mest markante eksempel på, at eksperter i biodiversitet ikke har været inde over planen. Det er både spild af plads og penge at plante skov, da skov kommer af sig selv, og via naturlig tilgroning ofte bliver mere artsrig, speciel i kombination med græssende dyr.

Naturnær skovrejsning – Faglig rapport fra DMU, nr. 389 2002

En magtdemonstration
Det er ikke skov, vi mangler i Danmark, men beskyttelse af eksisterende skov og lysåbne arealer op til eller i eksisterende skov. At urørt skov, det absolut mest effektive virkemiddel til at stoppe tabet af biodiversitet, er blevet næsten helt forbigået, kan virke som en bevidst magtdemonstration fra Naturstyrelsens side. Det fortæller desværre også meget om styrkeforholdet mellem forskerne, biologerne og de interesseorganisationer, der forsøger at give naturen en stemme, og den del af Naturstyrelsen, som ønsker, at de offentlige skove skal levere tømmer og brænde.

Skal planen ende med at gøre en forskel for naturen, bliver det afgørende, at den ender med at have et indhold, hvor konkrete mål baseret på de truede arters behov bliver det bærende. At skabe gode livsvilkår for disse tager tid. Derfor er det væsentligt, at etablering af ny natur og beskyttelse af eksisterende – ikke mindst de glemte skove – iværksættes nu og ikke sker drypvis over de næste årtier.

Det blive afgørende for succes, at den endelige plan tager udgangspunkt i naturens behov og ikke i politiske kompromiser – skal der gåes på kompromis, så bør det blive til naturens fordel.