Naturstyrelsen kontrollere beskyttet natur
Naturstyrelsens biologer drager i disse dage i felten for at se nærmere på opdyrket §3 natur. Her skal de undersøge om de nuværende registreringer af natur, der er beskyttet af naturbeskyttelseslovens paragraf 3, er korrekte. I første omgang er det naturområder i kommunerne Holstebro, Furesø, Næstved, Odense, Haderslev og Mariager Fjord, der kan vente besøg i perioden juni til september.
I alt omkring 38.000 områder skal undersøges nærmere de kommende tre år, viser en foreløbig opgørelse. Og det er kun en lille del af alle de 240.000 naturarealer, som er registreret. Områderne er udvalgt ved, at sammenligne helt nye luftfotos med de oplysninger om beskyttet natur, der findes i Danmarks Miljøportal. Oftest tjekker man, fordi luftfotografiet antyder, at der er natur, som ikke er registreret. Men det bliver også undersøgt, når natur ser ud til at være forsvundet.
Resultatet af gennemgangen bliver lagt ind på Danmarks Miljøportal. Den første opdatering af natur-danmarkskortet forventes at ske sidst på året. Registreringen i marken fortsætter i 2012 og 2013.
Naturbeskyttelse.dk mener:
Vi hilser Naturstyrelsens besigtigelser velkommen, og glæder os over at en aktive naturbeskyttelse nu bliver en realitet.
Ikke mindst de tusindvis af opdyrkede naturarealer har brug for at blive afdækket og reetableret. Har man som lodsejer en lovlig tilladelse til opdyrkningen fra amt eller kommune, er man som lodsejer selvfølgelig undskyldt. Men desværre har vi konstateret, at opdyrkningerne ofte er foretaget i strid med gældende lovgivning, og desværre i en række tilfælde ud fra at det er letter at få tilgivelse end tilladelse. Der er ingen undskyldninger for at opdyrke beskyttet natur, da alle marker bliver gennemgået af landmanden og dennes konsulent for at kunne modtage hektarstøtte er arealernes beskyttelse velkendt.