Vi burde håndtere drænvandets forurening inden ådalene.

Kilde. Politiken

ANALYSE: Vi spiller hasard med naturen, når vi udsætter vores vådområder for kvælstofholdigt drænvand.

Af RASMUS EJRNÆS M.FL.

Nogle gange ser vi desværre, at det, der skulle have været en grøn løsning på et miljøproblem, ender med at ødelægge vigtige naturværdier. Vi kender det fra fjernere himmelstrøg, hvor man ender med at fælde uerstattelig tropeskov, fordi man vil dyrke oliepalmer til klimavenligt biobrændstof. Det skulle være så godt, og så er det faktisk skidt..

Herhjemme er kvælstofvådområder et vigtigt virkemiddel i statens og kommunernes igangværende indsats for at nå Vandrammedirektivets mål om et renere vandmiljø. Næringsbelastet drænvand ledes ind i ådalene, hvor kvælstoffet fjernes ved, at naturlige bakteriesamfund i vådområderne omdanner nitrat til uskadelig kvælstofgas. Det er fristende på den måde at løse et forureningsproblem uden at tage kostbar dyrkningsjord ud af drift.

Desværre er overrisling med kvælstofrigt drænvand fra landbruget slet ikke naturligt i vores vådområder, og vi risikerer at ødelægge værdifuld natur. Vi risikerer samtidig, at vådområderne frigiver fosfor. Er uheldet ude, kan den frigivne fosfor tilmed skabe større problemer, end kvælstoffet ville have gjort.

VANDETS KREDSLØB foregår til dels i det skjulte under jorden. Vandet falder som nedbør og siver ned gennem jorden til grundvandet. Nede i dybet kommer grundvandet under stort tryk og pibler frem i de lavestliggende dele af landskabet. Her danner det rene grundvand artsrige levesteder for dyr og planter.
Vand er livsnødvendigt for os, men vandet kan også være til stort besvær, når der er for meget af det på ubekvemme steder. Derfor har vi drænet jorden, afvandet ådalene og kanaliseret vandløbene, så vandet kan blive ledt hurtigere væk fra markerne. I takt med afvandingen af ådalene er de grundvandsfødte naturområder blevet sjældne.
De naturlige vidtstrakte vådområder med bløde mospuder, purpurrøde orkidéer, snehvide kæruld og smørgule engblommer er blevet erstattet af tørlagte enge og marker med en ensformig plantevækst af saftiggrønne kulturgræsser. Et frodigt og produktivt landbrugsland, javel, men en fattig natur. Det er ikke kun planter, som er blevet fortrængt, men også sommerfugle, bier, frøer og engfugle. Når EU’s naturbeskyttelse i dag har fokus på disse våde naturområder, er det for at redde de sidste rester, inden det er for sent.

I dag er næringsstofbelastning en af de største trusler mod naturen. Når rester af sprøjtemidler eller næringsstoffer udvaskes fra markerne, ender de i drænrørene, som afleverer deres problematiske last i naturen. Næringsstofferne fører til tab af biodiversitet. I vandmiljøet får vi algevækst og iltsvind, men også på land gør næringsstofferne skade, idet artsrig natur bliver ensformig og domineret af nogle få arter. Den natur, vi risikerer at ødelægge ved at lede drænvand ud i ådalene, er omfattet af ikke mindre end tre EU-direktiver: Vandrammedirektiv, Grundvandsdirektiv og Habitatdirektiv. Det fremgår af direktiverne, at vandets mængde og kvalitet skal være tilstrækkelig til at understøtte de grundvandsfødte vådområder.

I mange ådale er drænvandet fra markerne gennem mere end 100 år blevet ledt uden om vådområderne via drænrør og grøfter og direkte ned i vandløbet. Det har skadet naturen i vandmiljøet, mens ådalens overdrev, moser og enge er blevet sparet. Det ligner en forhastet beslutning at flytte belastningen fra vandmiljøet til naturen på land. Vores danske fokus på vandmiljøet er måske forståelig, når man betænker vores rene grundvand, fi-ne strande og kystnære havområder. Men det har samtidig medført en slags blindhed for næringsstoffernes skadevirkninger på land. Måske skyldes det også, at blomster og sommerfugle ikke gør så meget væsen af sig, når de forsvinder.

KVÆLSTOFVÅDOMRÅDERNE bygger på frivillighed. De landmænd, som ejer jorden, skal altså afgive plads, og i en landmands øjne vil sådan et vådområde være lettest at acceptere, hvor jorden ligger ‘ unyttig’ hen.

Det kunne meget vel være i de mest forsumpede og naturrige dele af ådalen. Myndighederne, som sidder for bordenden, skal løfte en ambitiøs national målsætning om at spare vandmiljøet for 1.100 ton kvælstof om året. I det lys kan man frygte, at målet kommer til at hellige midlet.

IRONISK NOK, men som så ofte før, bruges naturen som salgsargument. Således kan man læse på Naturstyrelsens hjemmeside, at »den statslige vådområdeindsats vil medvirke til at skabe op til 1.800 hektar ny natur«. Det er misvisende spin at betegne kvælstofvådområderne som ny natur.

Forundersøgelserne til projekterne skal sikre, at de ikke kommer i konflikt med eksisterende grundvandsfødt natur. Men hvordan vil man gøre det? Der findes i dag ikke nogen troværdig kortlægning af grundvandsfødte naturområder i ådalene, og det kræver omhu og faglig dygtighed at kortlægge disse. I realiteten vil det være ganske vanskeligt at placere de nye vådområder uden at komme i konflikt med grundvandsfødte naturområder.

Vi ser to muligheder for at undgå ødelæggelse af natur i ådalene. Den første består i at sikre, at projekterne ikke placeres, hvor der er grundvandsfødt natur. Dette bør dokumenteres med data. Den anden består i at anvende såkaldte minivådområder.
Disse anlæg bygger også på denitrifikation, men etableres på landbrugsjord og renser vandet, inden det når ådalen.

Bakteriel kvælstoffjernelse og grøn biomasse er to gode ideer til løsninger af vores klima-og miljøproblemer. Men det er på tide, at vi indser, at de grønne løsninger ikke er bæredygtige, hvis de fortrænger den vilde natur omkring os.

Rasmus Ejrnæs er seniorforsker i biodiversitet, Aarhus Universitet (AU), Kaj Sand-Jensen er professor i ferskvandsbiologi, Københavns Universitet (KU), Annette Baattrup-Pedersen er seniorforsker i vandløbsøkologi, AU, Hans Henrik Bruun er lektor i terrestrisk økologi, KU, Bent Odgaard er professor i palæoøkologi, AU, Carsten Rahbek er professor i makroøkologi, KU.