Naturfond – succes eller fiasko?

Af Peder Størup og Kristian Jørgensen

Bragt i Altinget 4. december 2013

DEBAT: Hvis naturfonden skal gøre en forskel, er det afgørende, at fonden fokuserer på arealer, der hjælper biodiversiteten, skriver Peder Størup og Kristian Jørgensen, naturbeskyttelse.dk.

Der er grund til at juble over finanslovsforliget, for Danmark har fået en længe ventet Naturfond og det endda med bred politisk opbakning. Potentialet er stort, men kampen om fondens formål er kun lige begyndt, og er man ikke påpasselig, så kan den hurtigt blive ufokuseret, ineffektiv og omhandle meget andet end sikring af naturen.

Der er ikke umiddelbart tale om en rendyrket ‘naturfond’, men derimod en natur-, miljø- og klimafond. Politikkerne har således allerede inden fondens opstart taget de første skridt imod et så flersidigt fokus, at man på forhånd må frygte, at indsatsen for de truede arter kan ryge i baggrunden.

Alt for længe har naturpolitikken tabt til klima- og miljødagsordnerne af den simple årsag, at natur kun i lille grad rummer et nytteaspekt. Vi ser derfor sjældent, at projekter er målrettet naturen for dens blå øjnes skyld, og det er vores forhåbning til fonden, at prioriteringen endelig kan hedde natur for naturens skyld.

Fondens økonomiske størrelse synes også at være en udfordring, set i lyset af hvor presset den danske natur er. Det er positivt, at de private fonde spæder til, men ansvaret er nu engang regeringens og Folketingets. Vores håb er dog, at den etablerede fond vil modtage flere private bidrag, og at regeringen vil følge op med flere bevillinger. Vigtigst er det, at vi nu er i gang.

Et klart fokus

I presse og omtale af Naturfonden i kølvandet på finanslovsforliget, herunder citater fra ministre, peger alt i retning af et stort fokus på ny natur. Det er måske ikke tydeligt for enhver, men ny natur er ikke nødvendigvis af det gode, hvis den ikke tager udgangspunkt i at styrke eksisterende naturarealer, og isolerede bestande af truede og sjældne arter.

Siden Wilhjelm-rapporten i 2001 har det generelt været politisk accepteret, at naturen har for lidt plads, og at den er alt for fragmenteret. Det har dog været svært at se, at indsatserne siden har være drevet med udgangspunkt i en national strategisk arealplan for at tilgodese biodiversiteten. Det har fokus i naturopretningsprojekterne været alt for flersidigt til.

Eksempelvis har den ambitiøse indsats for vandmiljøet til dato haft karakter af at være afværgeforanstaltning for landbrugets kvælstofudledninger, men denne type miljøproblemer bør løses via den generelle lovgivning og projekter efter princippet ”forurener betaler”. Skovrejsning begrundes ofte med sikring af drikkevand, bestræbelser på det biobaserede samfund eller til ære for herlighedsværdi, hundeejere og aktiviteter i det bynære miljø. Det er ikke i sig selv dårligt, men det redder ikke de truede skovarter, som desperat mangler beskyttelse af deres eksisterende levesteder.

Pengene kan altså risikere hurtigt at forsvinde til dyre miljøprojekter, som ikke nødvendigvis gavner biodiversiteten.

Skal fokus i Naturfonden være ny natur, må begrundelsen som oftest være i form af støttearealer til den eksisterende kvalitetsnatur, om det så er som bufferzoner, i en plan for en mere sammenhængende natur, samt der hvor der kan opnås plejesynergier i store sammenhængende naturområder. Prioriteringerne må ske fagligt begrundet og ud fra biodiversitetshensyn.

Naturfonden kan ikke stå alene

Naturfonden kan ikke stå alene, og det er afgørende for fondens succes, at lovgivningen gør det attraktivt at passe på naturen og uattraktivt at ødelægge den. En væsentlig grund til, at plante- og dyrearter trues i Danmark, er, at lovgivningen ikke yder arterne og deres levesteder tilstrækkelig beskyttelse. Naturfondens penge kan altså ende med at være spildte, hvis tabet af eksisterende naturarealer forsætter. Det giver ikke mening at etablere ny natur i den ene ende af marken, hvis gammel natur forsvinder i den anden!