De store dyrs funktion i naturen
Det er oppe i tiden at tale om, at der skal flere store dyr ud i naturen – billederne viser lidt om dyrenes funktion.
1
Hestene her tilskudsfodres ikke, og de har derfor tilpasset sig det fødegrundlag, området stiller til rådighed. De vælger helt selv, hvad de har brug for med et fødevalg, der spænder meget vidt over året. Om sommeren er det de våde lavvandede områder og de tørreste og mest næringsfattige, de foretrækker. Over vinteren og de tidlige forårsmåneder, hvor føden er knap, er det grovere føde som buske og træer og eksempelvis lyse-siv, der må holde for. På andre arealer har hestene vist sig at sætte stor pris på rødgran i vintermånederne, selv uden at være presset. Om foråret står hestene slanke og i god form efter, at de har måtte arbejde hårdere for føden vinteren over, hvorimod de er i meget god stand sidst på sommeren og efteråret, som det også ses på billederne.
Bemærk også forskellen i vegetationshøjden – nogle steder hårdt nedbidt til glæde for varmekrævende arter og andre steder længere med en rig blomstring tilfølge. Det skaber en stor variation i det økologisk rum med et optimalt grundlag for en meget høj artsrigdom. Arealet her var dyrket mark for ca. 20 år siden. I dag rummer arealet hele 5 arter af køllesværmere og og en masse andet godt.
Hele nøglen til succes er, at dyrene ikke spiser mere om sommeren end, at der er nok til dem vinteren over. Et pejlemærke for antallet af dyr af islænderstørrelsen er ca. et pr. 3 – 5 ha. Antallet svinger fra areal til areal, og hellere starte ud med for få dyr end for mange. Det skal dog også bemærkes, at en supplerende mekanisk eller manuel rydning af træopvækst kan være nødvendig, og dette skyldes primært, at naturen er udsat for en alt for høj næringsbelastning fra historisk drift, tab fra omkringliggende markdrift samt atmosfærisk nedfald. I et naturligt økosystem ville den unaturlige næringsbelastning ikke være der, og antallet af store planteædere som fx. elge ville også bidrag til at holde træer og buske nede.
2. Der spise af vandaks og andre vandplanter.
3. Hvis der er mudder på så “vaskes” de
4.
5. Efter at toppen af dunhammer er spist, trækkes den lyse del af stænglen op.
6. Dunhammer trækkes op som var det porre og spises med stort appetit.
7. Hestene bader ofte, hvilket starter med at de slår kraftig med forbene. De bader også i dybere vand hvor næsten hele kroppen kommer under. Adfærden skabe forstyrrelser og specielt i lavvande område små vegetations fri huller med større dybde. I Større vandhuller med meget vegetation opstår der et frit vandspejl.
8. Dunhammer spise med meget stor iver – vi har ikke før set denne adfærd så udpræget som i år. Det bidrager i høj grad til at holde vådområdet lysåbent. Det skal bemærkes, at der er enorme fødemængder på det areal de går på, så interessen for dunhammer skyldes ikke at de er pressede.
9. Endnu en porre ryger ned.
10. Som vi godt kan lide at spise varieret så skifte hesten også føde og går direkte fra vådområdet op og græsse på de tørre dele med lav næringsfattig vegetation. Det skarpe øje kan se overvintringsspin af okkergul pletvinge, hvor larverne i en tæt klump venter på foråret.
11. Den korte vegetation som hesten bidrager til er en væsentlig forudsætning for okkergul pletvinge. Det sikre et tørt og varmt mikroklima. Den lave og urterige vegetation skyldes dog primært at arealet er tørt og næringsfattigt.
12. Der er ingen tvivl om at hesten nyde det “frie” liv, også selv om der ikke er nogen som kommer og fodre dem. De får ordnet hove, da arealet er for lille til at de kan slide dem naturligt.
12. Bemærk overgangen mellem det hårdt nedbidet og den længere vegetation.
13. Og væk er de………..