Nordisk Råds Miljøpris – sæt pris på naturen

Hvad koster rent vand? Hvor meget er vi villige til at skæppe i kassen for at vortesvinet kan løbe frit omkring? Og hvor vigtigt er det egentlig for os moderne mennesker med al den natur? Det er spørgsmål, som optager mange og biodiversitet er nu også i fokus for Nordisk Råds Miljøpris, som netop har offentliggjort årets kandidater.

Nordisk Råds Miljøpris på 350.000 DKK belønner i år en person eller en organisation, som har arbejdet for at styrke den biologiske mangfoldighed i Norden eller internationalt.

Der er kommet 52 forslag til vindere, heraf 17 fra Sverige, 12 fra Finland, syv fra Island og Norge, seks fra Danmark, samt et enkelt fra Færøerne og Åland. Endelig er der en fælles dansk-svensk kandidat.

Feltet af kandidater inkluderer en lang række enkeltpersoner og ildsjæle, naturbeskyttelsesforeninger og økologiske landmænd, men også en række lidt mere utraditionelle kandidater som foreninger for fiskere, jægere og spejderkorps.

De kandidater, som nomineres til at modtage prisen, offentliggøres 16. april og miljøprisvinderen offentliggøres 22. maj, på FNs biodiversitetsdag. Prisen uddeles 30. oktober på Nordisk Råds årlige session.

FN ønsker mål for bæredygtigheden

En ny rapport fra FNs Bæredygtighedspanel, med deltagelse af blandt andre EU’s klimakommissær Connie Hedegaard og Finlands afgående præsident Halonen, sætter også fokus på at prissætte en hel række skjulte “omkostninger” i samfundsøkonomien, blandt andet de mange goder naturen tilbyder tilsyneladende kvit og frit.

FN: Vi skal indregne sociale og miljømæssige omkostninger langt mere i målinger af økonomiske aktiviteter

Rapporten opfordrer til at etablere nye indikatorer for bæredygtighed som et supplement til den traditionelle tænkning omkring bruttonationalprodukter, et emne som også skal diskuteres på FN topmødet Rio+20 til sommer.

Peder Størup fra Naturbeskyttelse.dk, er en af de 52 nominerede.