Venstre sætter grabben i åerne
Skrevet af Peder Størup
Bragt i Jyllandsposten den 18 marts
Bliver Venstres ønsker om en øget opgravning af vores åer og vandløb, for at begrænse oversvømmelser af markerne en realitet, vil vi opleve en yderligere forarmning af vandmiljøet og de tilstødende enge. Det paradoksale er, at oversvømmelsen af markerne skyldes landbrugets egen omfattende dræning og intensiverede landbrugsdrift af ådalene. Med den fjernelse af græsmarker, markskel, hegn og småskove, som foregår i store dele af landet i disse år, er den naturlige tilbageholdelse af vandet blevet ødelagt, hvad der er en meget væsentlig årsag til større mængder vand i ådalene. Løsningen er absolut ikke en øget dræning og opgravning af åerne, men tværtimod at den intensive landbrugsdrift af ådalene stoppes og ændres til en harmonisk driftsform gennem afgræsning. Danmarks natur har det på mange områder dårligere end nogensinde før. Med udsigt til, at vi kommer på Eus sorte liste over lande, som ikke har stoppet tilbagegangen af biodiversiteten, er der hårdt brug for en ændret driftsform for vores ådale og for en ændret miljøpolitik, som tilgodeser samfundet og naturen som helhed og ikke kun landbruget.
Venstres foreslag er derfor helt uacceptabelt, ikke kun for naturen, men også for skatteborgerne, som kommer til at betale for landbrugets øgede opdyrkning af Danmark. Venstre foreslår at kommunerne skal giver landmænden erstatning, hvis markerne oversvømmes. Er det sådanne tiltag, Venstre mener med “grønt vækst”, ser det dystert ud for vores natur og Danmarks anseelse i EU som et “Grønt Land”
Det må også siges at være påfaldende, at forslaget kommer netop nu, hvor der er tabt en sag i Vestre landsret om øget opgravning og grødeskæring. Det er åbenbart Venstres politik, at ændre loven hvis den går imod landbrugets ønsker.